- Project Runeberg -  Ord och Bild / Tjuguandra årgången. 1913 /
172

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Dansk Dramatik. Af Carl Behrens

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

172

CARL BEHRENS

hed savnes, kan gentages om selve Grev
Bonde hos Helge Röde. Han er en
verdensberømt Skikkelse, Journalister fra alle
mulige Lande valfarter til hans Bolig blot
for at se et Glimt af ham eller vexle et
Ord med ham, men for os andre, for os,
der enten læser Stykket eller ser det
opført, er det ikke muligt at faa noget
dybere Indtryk af Grev Bondes Storhed og
Betydning. Han skäl være det lysende
Exempel og Forbillede, hans Bøger
oversættes og læses paa alle Sprog,
indbringende ham hele Kapitaler — vi ser og
hører kun en aldrende stivsindet og stædig
Månd og aner kun lidet om hans Værd.

Grev Bonde interesserer da ikke videre
som Personlighed — långt snarere føler
man sig grebet af Grev Sten,
Konsejlspræ-sidenten, der allerede staar med det ene
Ben i Graven, men hvis fanatiske og
selvgode Karakter Aarene ikke har formaaet
at stække. Han viser sig kun i en enkelt
Akt og indenfor denne endog kun i nogle
faa Scener, men naar man tænker tilbage
paa Skuespillet, genoplevende det i
Erindringen, er der egentlig kun et eneste
Optrin, som bliver tilbage — det, hvor Grev
Bonde søger Grev Sten, og disse to saa
forskellige Skikkelser tørner sammen. Grev
Sten kaster Livets flakkende Skær over
Skuespillet.

Helge Röde har i »Grev Bonde og
hans Hus» forøvrigt udviklet sig som
Dramatiker. Det er mærkeligt at iagttage, hvor
vanskeligt det er for nordiske Skribenter
at tilegne sig det dramatiske Haandelag,
som Franskmændene saa at sige fødes med.
Det lyder maaske i mange Øren for
haand-værksmæssigt, naar man benytter Udtrykket:
dramatisk Haandelag, men det forholder
sig jo dog virkelig saa, at der til at skrive
for Scenen kræves en rent ydre teknisk
Færdighed og Indsigt i Teatrets særlige
Love og Konstruktion, en Ævne, som kan
læres og tilegnes, men ikke kan undværes,
hvis det er et virkeligt Scenearbejde og
ikke et Læsedrama, der skäl frembringes.

I så Henseende bærer »Grev Bonde og
hans Hus» Vidne om Fremgang. Længe
har Helge Röde som Teaterforfatter været
Ubehjælpsomheden selv— » Kongesønner»
var Lyrik og ikke Drama, »Dansen gaar»
mere Enetale end Samtale, »Flugten»
savnede al Komedie-Spænding. Først
svagere i »Morbus Tellermann» og nu stær-

kere i »Grev Bonde og hans Hus» viser
Helge Röde sig som en Dramatiker, der
kender Samspillets Betydning og forstaar
at gøre sine Personer inderlig delagtige i
Konfliktens Udvikling. Tidligere stod
Figurerne i hans Stykker saa forunderlig
udenfor ait, hvad der skete, svævende i Luften.

Men en Grev Bonde har han ikke
magtet. Grev »Bonde» var selv for stor en
Digter, for imponerende en Personlighed
til, at han nu efter sin Død kan rubriceres
og gøres til Overhovedet i en
Slægtstra-gedie. Hans eget Livs Sørgespil er en
Gång for alle skrevet — af ham selv —
og i hans egne efterladte Skuespil finder
man bedre Forstaaelse af hans Personlighed,
end nok saa mange digtede Grev Bonde’r
kan skænke En. Ganske fint er derimod
Grevinde Bonde tegnet, og Sønnernes
Fysiognomier er udhuggede i faa, skarpe
Træk.

Mere ved de nye Løfter, det gav for
en sympatetisk Forfatters Fremtid, end ved
sit eget iboende Værd blev »Grev Bonde
og hans Hus» da et Fænomen, som det
vel er værd at antegne i en Oversigt over
moderne dansk Dramatik. Helge Röde
har modtaget et overvældende, ait
bestemmende Indtryk af den store Russers sidste
Livskamp. Men han har ikke ævnet at
nedfælde Indtrykket i en Digtning, der var
kongenial med den virkelige Personlighed.
Grev Bonde blev kun en Grev Tolstoi i
Lilleputformat — det var Skuespillets
Grund-mangel. Derved mistede det sin Livskraft,
kom mere til at virke som et Lune end
som en fuldt udført, velovervejet Plan.

Fra Helge Rodes Familietragedie til
Julius Magnussens Familiekomedie er Vejen
lang. Hvo, som elsker sin Fader — er et
elskværdigt, ungdommeligt Forsøg med
kvikke Repliker og netop saa meget af en
Idé, at det ikke er helt idéløst. Det er
rent tidssvarende, at Problemet ikke længere
hedder »Hvo, som elsker sin Søn» — men
»Hvo, som elsker sin Fader» — i vore
Tider vil Ægget selvfølgelig belære Hønen.
Nogen Problem-Handling eller
Problem-Behandling indlader Stykket sig dog ikke
paa, det tilsigter ikke at bane nye Veje
eller sætte Dramaet ny Maal, men det røber
en smidig Ævne til at skrive for Scenen
med Udeladelse af al overflødig sinkende
Ballast. Forfatteren gør sig ingen
unødvendige Svinkeærinder — han styrer lige

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:44 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1913/0191.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free