Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Carl Larsson som parisare. Af Karl Wåhlin - Intet uden Roser. Eventyr. Af Svend Leopold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en framtid på, och med den vissheten
grep han sig ånyo an med det mödosamma
illustrationsarbete, som bokförläggarna i
Stockholm lyckligtvis hade i beredskap
åt honom, för att efter ett par år ånyo
med egna medel anträda färden till den
alltjämt lika lockande konstens
hufvudstad.
INTET UDEN ROSER
Eventyr
Af SVEND LEOPOLD
|E LIGEFREM vadede
gennem visne Roser — Hs:
Kongelige Höjhed og den unge
Liv-I læge.
Langsomt banede de sig Vej ind mod
det slumrende Slot.
En Gång imellem sad de fast midt
i en Blomsterdrive, der taarnede sig op
omkring dem, og saa lo Hs: Kongelige
Höjhed i ungdommelig Overgivenhed.
Hans Latter klang som en Fanfare i
den döde, rosenlumre Skov.
»Vi kommer aldrig igennem», sagde
han til Lægen, »men da vi nu er naaet
saa langt, saa vil jeg se hende! Det
kan ikke nytte, at De holder mig borte
fra mit Forsæt. Fremad vil jeg, om vi
saa skäl drukne i Roser. Lad os komme
videre, inden Solen gaar ned!» Lægen
svarede:
»Deres Kongelige Höjhed aner ikke,
hvor Luften her er usund. Vi risikerer
at besvime, som alle de andre derinde.
Et Sted, hvor der kun gror Roser, er et
farligt, et fordægtigt Sted! Hvis jeg i
al Underdanighed maa give Dem et
godt Raad, saa lad os vende om! Al
denne overvældende Rosendejlighed gror
os vel meget over Hovedet. Det
forekommer mig, at her stinker som fra
titusinde Potpourrikrukker».
»Jeg indrömmer, at man kan faa for
meget af det gode», sagde Prinsen
muntert, »men jeg vil see denne Prinsesse,
der er falden som Offer for sin
ubetvingelige Rosenpassion, jeg vil see hende,
fordi hun interesserer mig levende! — En
Prinsesse, der beplanter hele sit
Kongerige med Roser, og som falder i Afmagt
med hele sin Hofstat, fordi hun ikke
kan taale den stærke Duft! Det er dog
noget ualmindeligt. Men lad os nu
skynde os, om lidt gaar Solen ned».
Saa vadede de to Herrer videre.
Undertiden stod de stille og
pustede ud.
Rosendriverne naaede dem höjt op
paa Livet, Bladene dryssede uafladeligt
ned over dem fra de röde
Blomsterklynger ––––pludseligt saa de Slottets
Tinder glöde derinde i den röde
Aftensols skraa Straaler! Prinsen blev ganske
bleg af Sindsbevægelse, endelig nærmede
han sig sine Onskers Maal, hans Hjerte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
