Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Intet uden Roser. Eventyr. Af Svend Leopold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 SVEND LEOPOLD
paa sit silkehvide Leje, under en
Baldakin af rosenröd Brokade.
Prinsen knælede, böjede sig hen over
hende, sukkede, hviskede ömme og
henrykte Ord — og kyssede hende. Et
langt, dvælende, livsaligt Kys, der fik
den slumrende Höjhed til at smile og
rödme. Nu strakte hun sig lidt og
missede med Öjnene.
»Ja, nu vaagner hun», sagde
Livlægen, »intet i Verden kan nu faa hende
fra at lukke Öjnene op. Kom, lad os
flygte, inden det bliver forsilde».
»Flygte!» raabte Prinsen, »hvis hun
elsker mig, bliver jeg her alle mine Dage.
Se dog, hvor hun smiler til mig».
»Ja, desværre», sagde Livlægen, »hun
smiler, og nu er det ude med os.»
»Sig dog ikke det», sagde Prinsen,
»först nu begynder Livet for mig! Rejs
De hjem og bliv lykkelig der. Sig til
min Fader, at jeg er bleven træt af altid
at höre Tale om Flæsk og nye
Ministerier. Sig til min Bror, at han gærne
maa overtage Arvefölgen. Sig, at jeg
ikke forstaar mig paa Hönseavl og
rationelt Jordbrug. Sig, hvad De vil, men
indrom mig dog, at hun er dejlig, og
at hun er værd at elske fremfor alle
Prinsesser i Verden».
I det samme slog Hendes Kongelige
Höjhed Öjnene op og hviskede:
»Mine Theroser trænger til Vand.
Hvor er Overhofmarschalen henne! Og
hvor er mine Sonetter henne?»
Prinsen kyssede hende hæftigt og
sagde:
»Deres Theroser skäl jeg tage mig
af Resten af mine Dage, hvis De blot
vil gengælde de Fölelser, som jeg nærer
for Dem!»
Prinsessen rejste sig op og saa helt
pikeret ud.
»Man forsommer mine Mosroser»,
sagde hun og strog det blonde Haar
bort fra sin unge Pande, saa gik hun
hurtigt hen til det aabne Vindue og saa
ud over sit Land, der syntes begravet
under visne Rosendriver.
»Min Prins», sagde hun med blid
Stemme, »her er der noget for Dem og
Deres Ven at göre! Jeg elsker Potpourri.
Vil De nedsylte disse visne Roser for
mig med Salt og Lavendier, saa gör
De mig en umaadelig stor Tjeneste.
Min Overhofmarschal skäl bringe dem
alle de Krukker, vi faar Brug for. Vær
elskværdig og tag fat med det samme.
Det vilde dog være stor Synd, om de
dejlige Blade skulde ligge der til ingen
Verdens Nytte».
Prinsen greb hendes skönne,
rosenolie-duftende Haand og sagde:
»Ait vil jeg sylte ned til min Dames
Ære, fordi jeg elsker Dem höjere end
mit eget Hjerte».
»De har vækket mig af min
Rosen-sö vn», sagde Prinsessen, »det glemmer
jeg Dem aldrig. Naar Krukkerne er
fyldte, skäl vi tale om de Fölelser, der
ogsaa besjæler mig. Nu skäl jeg give
min Overhofmarschal Besked».
Saa gik hun ind gennem Salene,
dejligere end nogen Röse i det
genop-vaagnende Land.
Fra den Dag af syltede Prinsen og
hans Livlæge Roser ned fra Morgen til
Aften. Mens den ene proppede ned,
ströede den anden Salt og Lavendler
paa, og Prinsessen gik til og fra og
opmuntrede de to flittige Herrer med
venlige Ord og elskværdige Komplimenter.
Prinsens Kærlighed var grænselos.
Hver Dag fik han hundrede Krukker
fra Haanden. Men da der var gaaet et
Par Maaneder, begyndte han saa smaat
at tabe Taalmodigheden.
En Aften gik han hen til Prinsessen
og sagde:
»Nu kan jeg ikke mere, mine Hæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
