- Project Runeberg -  Ord och Bild / Tjuguandra årgången. 1913 /
255

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Intet uden Roser. Eventyr. Af Svend Leopold

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

INTET UDEN ROSER

255

der svider af Salt, det er ude med min
Taalmodighed».

»Saa ved De ikke, hvad det er at
elske», sagde Höjheden.

Prinsen folte sig beskæmmet, tilsidst
sagde han:

»Det ene Bjærg af Blade ligger
bagved det andet, ait hvad vi sylter og
sylter, lige meget hjælper det».

Da besluttede Prinsessen sig til
Formæling, for at holde paa ham.

Efter et halvt Aars Slid med
Krukkerne rakte hun den forelskede Prins
sin parfumerede Haand foran Slotsaltret.

Da Brylluppet var vel overstaaet, tog
Prinsen igen fat paa Elskovens
Sisyphus-arbejde. Han trællede fra Morgen til
Aften, men da Hvedebrødsdagene var
forbi, opgav han pludseligt CEvret og
sagde bedrövet og nedslaaet til Lægen:

»Hun forlanger for meget af mig.
Hun overvurderer uden Tvivl mine Evner
og min Udholdenhed. Aldrig havde jeg
troet, at Poesien var forbundet med saa
megen Slid, at Elskoven fordrede saa
mange Opofrelser, at Kærligheden i den
Grad tyranniserede sine Dyrkere, at
törrede Roser behövede saa mange
Lavendler. Jeg troede, at Elskov var
Salighed og Drömme, nu ser jeg, at den
forlanger alle Krukker fyldte til
Vinterbrug. Gud give, at jeg aldrig havde
vækket hende af hendes Rosensövn!»

Da smilte Livlægen tungsindigt og
sagde:

»Indser Deres Kongelige Höjhed nu,
at jeg havde Ret, den Gång jeg
advarede dem mod sovende Prinsesser?»

»Ja», sagde Prinsen tungt, »De havde
Ret, men nu maa vi se at faa hende til
at sove igen».

»Det bliver vanskeligt», svarede
Lægen, »men jeg fåår en Idé. Kom,
saa skäl vi overveje, hvad der er at
göre!» — —■

Ud paa Aftenen, da hele Hoffet var

gaaet til Ro, gik de to Herrer op i
Salene og fyldte alle Kaminerne med
Potpourri, baade udvendig og indvendig.
Saa fyrede de godt i med vellugtende
Brænde, og da der var gaaet en halv
Time, begyndte Luften allerede at
kvalme stærkt af den södeste
Potpourriduft.

»Det er godt», sagde Prinsen, »hvis
hun ikke sover paa det, saa maa hun
være meget aarvaagen».

Dernæst hældte de alle Gulvene over
med fed Rosenolie, og da de gik ned
ad Trapperne, skyllede de alle Trinene
over med kvalmende Essenser. Lidt
efter hörte de da en lydelig Snorken
inde fra alle Sale og Gemakker.

»Nu sover de», sagde Lægen, »lad
os nu haabe, at de maa sove længe og
drömme behageligt».

»Jeg vil dog se hende en sidste Gång,
inden vi rejser», sagde Prinsen og
kiggede uhyre forsigtigt ind i det
ægteskabelige Sovekammer.

Luften derinde var tung af
Rosenduft.

Henne paa den hvide Silkeseng laa
hun og sov, det fine Ansigt var vendt
mod den sövnige Natlampe. Hun smilte
i Sövne, hun hviskede i Drömme, hun
strakte sine Arme ud imod ham.

Han styrtede hen imod hende, berust
af Elskov, men Lægen greb ham i
Frakke-sköderne og holdt ham godt fast.

»Lad hende, for Guds Skyld, ligge»,
hviskede han hæst, mens han halede i
Höj heden med begge Hænder.

»Min Elskede», klynkede Prinsen.

»Kysser De hende endnu en Gång»,
hviskede Lægen, »saa er det ude med
os for bestandigt. Bryd Dem endelig
ikke om, at hun smiler, det betyder kun
noget meget ubehageligt for os, hvis
hun vaagner. Lad hende slumre, og
gid hun maa slumre længe».

»Min Elskede», klagede Prinsen med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:44 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1913/0278.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free