Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ludvig Feilberg. Af Johannes E. Hohlenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
thi alle kender saadanne Öjeblikke. De
kan komme ved Passager i Böger, paa
bestemte Steder, som man ser for förste Gang,
som Erindringer der pludselig dukker op
og forsvinder för man faar Tid til at se
rigtig efter hvad det egentlig var, ved Lyden
af Strygeinstrumenter eller ved
Betragtningen af visse Stjerners Lys som hos Ligeias
Digter, eller som oftest hos Feilberg ved
at leve med Naturen i dens daglige Liv,
ved at se Uglen sætte sig til Rette i det
grönne Mörke mellem de store Grene i
et Kastanietræ eller lytte til Bladenes Lyd
i et Poppeltræs Krone. Der rummes i
saadanne Öjeblikke en Fölelse af Lykke, som
fik man pludselig Del i et Liv der i
egentligste Forstand er vort, en Forstaaelse af
Tingenes Væsen som ikke kan klædes i
Ord, men som heller ikke behöver det, en
Frigörelse for al Reflexion, for al individuel
Tankevirksomhed, som var Forskellen mellem
den ydre Verden og det betragtende Jeg
forsvundet og man selv blevet en Del af
Tingene. Paa disse Öjeblikke bygger
Feilberg sin Levelære. De er for ham Bud
fra Menneskets dybeste Natur og derfor dets
væsentligste Pligt. Kun i dem faar han
Del i Universets Liv, er aaben for dets
Strömninger og giver selv sit Bidrag til
Allivet; kun i saadanne Öjeblikke er han
Naturens kære Barn.
Denne Tanke har han gjort anskuelig
i de to Ord hvormed han betegner denne
Tilstand og dens Modsætning: Ligelöb og
Kredsning. Udtrykkene er hentede fra
Fysikken som var hans Verden, hvis
Grænser han udvider, men som han aldrig
forlader. Mennesket sammenlignes med en
Maskine til hvilken der strömmer Kraft i
en eller anden Form, Varme, Elektricitet
e. lign.; sætter den Maskinen i Gang saa
der udföres Arbejde, ledes Kraften ud mod
en Modstand der overvindes; strömmer
altsaa lige gennem Maskinen, der hvert
Öjeblik behöver ny Krafttilförsel for at erstatte
sit Tab. Dette er Ligelöb. Udlöses
Kraften derimod ikke, opstaar Kredsning,
Strömmen bliver i Maskinen og ophober sig snart
saaledes at der ikke kan optages mere.
Et Lokomotiv der venter paa at afgaa er
hans Billede herpaa. Fra dette
Udgangspunkt naar han ved stadig at holde sig til
fysiske Ting til den bekendte Erfaring at en
hurtig Kredsbevægelse frembringer en
midlertidig Fasthed og Modstand, skaber en »Axe».
Der er hundrede Exempler herpaa i det
daglige Liv: Toppen, Rumlepotten, Cyclen,
Gyroskopet osv. Traadrullen, der gennemfares
af en elektrisk Ström og virker som om
den havde en Magnet i sit Centrum, viser
det samme paa et lidt andet Omraade.
Dette overförer Feilberg paa Sjælelivet, og
Sammenligningen viser sig ganske
overordentlig frugtbar. Man behöver blot en Gang
at have forstaaet hans Tanke for at se den
bekræftet atter og atter. Der er sikjkert
ingen Iagttagelse man saa ofte har
Lejlighed til at göre, som den hvorledes et
System af bestemte Meninger, en Kredsgang
af en Gang tilvante, stadig om igen tænkte
Tanker giver Mennesker en Personlighed,
et Skin af Selvstændighed der er ligesaa
illusorisk som Rumlepottens, og saasnart
Bevægelsen standser, d. v. s. naar ydre
Forhold, tvinger til at opgive den tilvante
Idekreds, falder ligesaa ynkeligt til Jorden.
»Den megen Manddom kommer af
Middelmaadighed», siger Feilberg. Op mod dette
stiller han den anden Tilstand, den han
kalder aaben, og i den ser han det egentlige
og virkelige Liv. Her rörer vi ved det der er
hans centrale Tanke, eller rettere sagt hans
betydningsfuldeste Opdagelse. Under disse
Tilstande foregaar der en Udströmning af
levende Kraft til Verdensrummet som ikke
kommer igen, kun i saadanne Öjeblikke er
Mennesket et Led af det universelle Liv,
en levende Celle der udörer sit Arbejde
i den store Ökonomi, modtager Næring fra
Omgivelserne og giver det igen i forarbejdet
Form. Hvert eneste Sekund vi lever,
afgiver vi Kraft til Rummet, thi intet
Menneske er nogensinde ganske uden Ligelöb
ligesom heller ingen helt kan undvære
Kredsning; hvert lille Tankeglimt aftegnes
i Universet, eller som han udtrykker det:
hele vor Personlighed flyver i hvert eneste
Sekund gennem Rummet med Lysets Fart.
Hvor fantastisk dette end kan lyde,
Feilberg hævder selv, og med fuldkommen Ret,
at han ikke et Öjeblik forlader Fysikkens
Grund; han udvider dens Grænser, finder
fysisk Land længere ude end man för har
troet. Paa dette Punkt er han i
Overensstemmelse med de store Forskere fra det
sidste Aarti, der alle paa forskellige
Punkter har arbejdet paa at flytte disse
Grænser. Men han har paa et ganske andet
Sted end de aabnet en Port mod det ukendte,
taget Land udenfor og allerede hentet saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
