Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ludvig Feilberg. Af Johannes E. Hohlenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter Feilbergs Fremstilling strömmer
den levende Kraft hvert givet Öjeblik ud i
alle Retninger, svagere eller kraftigere efter
som vi er lukkede eller aabne, men altid
stærk nok til at tegne et usvigeligt Billede
af os. Hvert eneste Punkt i Rummet
gennemströmmes i hver Brokdel af et Sekund
ikke blot af de Lys-, Värme-, elektriske og
andre Straaler der udgaar fra hvert eneste
Atom, men desuden af den levende Kraft
der udgaar fra hvert eneste levende Væsen.
Hvert Atom er saaledes uden Ophör udsat
for Paavirkning fra det samlede Univers;
hver Svingning i vor Tanke præger
Materien i dets fjærneste Dybder.
Hvis vi nu blot lod Strömmen gaa
igennem os uden at forarbejde den, vilde vor
Nærværelse i Verden aabenbart i den
Henseende være betydningslös. Vi vilde da
kun være en lille Passage, et lukket Rör
eller, naar det kom höjt, en lille Hvirvel,
der hverken forandrede Strömmens
Sammensætning eller dens Retning. Men det
er ikke saaledes, i det mindste ikke altid.
Man kan ofte, og med et ubeskriveligt
Velbehag, f. Ex. en Sommerdag liggende i en
Hængeköje, lade alle Sluser staa aabne,
lade Indtrykkene löbe lige igennem uden
at göre det mindste ved dem. En Hund
der ligger i Solen, en Ko der gumler paa
Marken gör det samme. Men det er ikke
muligt at blive ret længe i den Tilstand;
Ligelöbet vedvarer, Strömmen kommer
stadig ind, men den gaar anderledes ud, noget
er kommet til og har forandret dens
Retning. Fortsætter man i samme Spor vil
man se at man snart kun bruger dens
Bevægelsesenergi; Indholdet er blevet et andet,
det er blevet til Tanke. Men hvorfra kommer
denne? Naturen giver ingen Tanker, den giver
kun Ström. Tanken behöver denne Ström og
forbruger en uhyre Mængde af den, saa
Udförselen snart overstiger Indförselen; man trættes
derfor hurtigt af denne Tænkning, mens man,
om det var muligt at bevare Tilstanden fra
Hængeköjen, eller man löb rundt i en
tilvant Tankekreds, kunde vedblive uden
Tab i det uendelige. I denne forandrede
Form gaar Strömmen altsaa ud og sætter
sit Præg paa det materielle Univers; noget
nyt bringes ind deri som ikke var der för,
Atomet er forandret, Materien er ikke
længere den samme. Og dette nye kommer
fra Mennesket. Hvad bestaar den da i,
denne »Tanke» der synes at være
Menneskets Privilegium? I hvad Forhold staar den
til den fysiske Organisme og til den levende
Ström, som vi altsaa bliver nödte til ogsaa
at indrömme materiel Natur?
Naar vi för sammenlignede Mennesket
i Hængeköjen med et Rör eller en Hvirvel
i Strömmen, kunne vi sammenligne Tanken
med en Kilde, der pludselig aabner sig i
Strömmens Bund. At den er uafhængig
af denne Ström og kun bruger den, har
man ofte Lejlighed til at konstatere. Det
er særdeles let at udskille f. Ex. hos en
Taler den Virkning han gör med sin Ström
og den der skyldes en Tanke. Den
förste kan undertiden stige til en næsten
hypnotisk Virkning paa Tilhorerne, hvad en
Tanke aldrig gör; men kommer man paa
Afstand föler man bedst Forskellen; alene
Tankens Virkning er blivende. Men at den
ene kan omforme og benytte sig af den
anden, hvorledes forklare det, hvis de ikke
langt ude er af samme Slægt? Vi har
allerede udvidet det materielles Omraade til at
omfatte Fænomener af nervös Natur; skulde
vi blive nödt til at udstrække det ligetil
Tanken? Ingen kan nægte at Tanker har
haft store materielle Virkninger i Verden,
skabt Begivenheder, ordnet Samfund,
næsten omskabt Jorden; men det er en
Virkning fra Menneske til Menneske og fra
ham paa Materiens Former; dens Natur
synes ikke forandret, og hvis der i Morgen
skete en Naturomvæltning der fejede
Menneskeslægten bort fra Jorden, vilde
utvivlsomt i meget kort Tid ethvert Spor efter
den være forsvundet. Men det vi skimte
her er noget langt mere dybtgaaende, en
Indvirkning fra Mennesket paa selve
Materiens Væsen som ingen Katastrophe
nogensinde vilde kunne udslette; skulde vor
egentlige Opgave ligge heri, at være et
Slags Tversnit, ned til Universets
hemmelighedsfulde Dybder, en Brönd hvoraf Bölger
vælder op der kan frugtbargöre den fysiske
Materie og skabe den om til bedre at
udtrykke og forme sig over det den dækker?
— Det kan vanskelig tænkes at en Stump
Materie, en Celle, der har udgjort en Del
af en menneskelig Hjærne, skulde gaa ud
deraf uden at bevare en Paavirkning af
det som denne Hjærne har tænkt og
arbejdet, at dens Natur ikke skulde være
blevet forandret af det nye den har faaet
Del i; selv om Forandringen maaske ikke
er stor, den er dog blevet en Grad bedre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
