Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Hundredårsjubilæum. Af Knud Hjortö
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUNDREDÅRSJUBILÆUM
83
heder med et smil, som om det morede
dig. Jeg ved ikke, om de morer andre,
mig morer de slet ikke.
Kære ven, tro ikke, at jeg er satiriker
til min fulde höjde. Jeg har hele hodet
oven over; det överste i mig er
forsoning. Har jeg så ikke lov til at smile?
Hvis jeg skulde skrive en bog om
dig, sae hun.
Så vilde du kun skrive dig selv i
dårligt humör. Jeg gör det modsatte.
Ja jeg skulde fortælle folk, at du selv
var meget godt tilfreds, men
misfor-nöjelsen lod du din kone og dine venner
om at bære.
Jeg skal naturnödvendigt ha modgang,
kære Ellen. Husk på, at overfor talentet
forholder publikum, kritikken iberegnet,
sig ligesom vilde folk over for et nyt
jærnbaneanlæg: de river skinnerne op
og lægger hindringer i vejen for
lokomotivet, men når de til sidst opdager, at
det trods alt alligevel gaar, så har de ikke
noget imod at komme op og köre med.
Ja Henrik, alt hvad du der siger er
udmærket. Bare du kunde udrette noget
med dine ideer.
Det forbyder selve mit kald. Mens
digteren gennemfarer tusinde af mile i
ideernes rum, flytter han ikke
virkeligheden en tomme fra sin plads.
Skal vi så spise? sae fra Ledhusen, da
börnene i det samme kom stormende ind.
Da de havde spist, og börnene var
kommet i seng, læste Ledhusen
slutnings-kapitlet for sin kone.
Du fortjente at blive udödelig for
den bog, sagde hun.
Ja såmænd, svarede han tankefuld,
— men at man er udödelig, vil jo först
og fremmest sige, at man er död.
Mange er blevet erklæret for genier
på ringere böger, sae fru Ledhusen.
Det er sandt nok, Ellen,
middelmådighederne har det tilsyneladende med
at finde genier alle vegne, men de har
dog en særegen gåve til mest at finde
dem blandt deres egne ligemænd.
Henrik, du skal ikke sige vittigheder.
Du skal være ked af det ligesom jeg.
Det er mig virkelig ingen trost, at du
måske får et monument efter din död,
når du slet ingenting får, mens du lever.
Ja jeg ser ingen anden fremtid end
monumentet. Så snart jeg er död, vil
de skynde sig at sætte et over mig, af
bare overtro for at være sikre på, at jeg
blir der nede.
Du får vist ikke megen sövn i nat,
sae fru Ellen, og du har næsten
ingenting spist til aften.
A, det er bare de sidste gnister, der
löber over det brændte papir. I morgen
og for lang tid vil jeg være bare sort
aske. Men læs hellere et eller andet for
mig, en af de böger, jeg officielt
foragter, en god lille kriminalnovelle med
megen spænding, det er så beroligende
for nerverne.
— — — Ledhusen sov uroligt den
nat og drömte en del. Efter nogen
forvirring klarede drömmen sig til et
bestemt billede: en stor festlig sal med et
endnu mere festligt bord, hvor der sad
en mængde elegant klædte herrer og
damer. De var lige ved begyndelsen
af en flot dinér.
Förste ret: melon og madera.
Förste taler rejste sig og slog på sit
glas. Han talte langt og patetisk. Det var
i dag hundrede år, siden digteren Henrik
Ledhusen blev födt, hvis minde de her
var samlede for at hædre. Taleren
skildrede gribende digterens modgang og
miskendelse, hans lange, tildels forgæves
kamp og hans död i ukendthed, hele
hans livs tragedie. Han antydede,
hvordan der havde været gjort forsög på at
tegne et lysere billede af Ledhusens
skæbne; taleren kunde ikke gå med til
denne lysere opfattelse; han sluttede sin
tale med at indflette en henvendelse til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
