Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Hundredårsjubilæum. Af Knud Hjortö
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUNDREDÅRSJUBILÆUM
85
skuespiller eller oplæser, og det fremgik
af ytringer, der faldt mellem tilhorerne,
at han skulde til at starte en
oplæsnings-turné på Ledhusen rundt om i de
skandinaviske lande. Dette var da en
udmærket begyndelse, som der også blev
sagt. Manden så for övrigt meget ung
ud, höjst fem og tyve.
Så længe havde Ledhusen nydt sin
dröm uforstyrret, men nu sae han til sig
selv: Dette her blir for kedeligt; jeg må
se, om jeg ikke kan sætte nyt liv i al
den vennesæle festsnak. — Han stod op
og tog ordet. Han antog skikkelse af
en bleg og mager ung digter, der ved
hjælp af vinen efterhånden havde samlet
lidt rödme på bunden af de hule kinder,
og han rettede et voldsomt angreb på
förste taler, professoren i æstetik: Folk
af hans slags havde altid været de værste
modstandere, som en Ledhusen kunde
få. Han var af dem, der snakkede med.
Han kastede sig aldrig ud i en sag, var
aldrig for eller imod nogen ting, så længe
der stod kamp om den. Men når
kampen var forbi, så mödte han frem,
samlede alt det bedste af, hvad de klogeste
havde sagt, satte det i system, rettede
på, hvad der kunde ha været bedre, og
teede sig overhodet, som om det var
ham, der afgjorde det hele. De andre
havde bare snakket og kævlet; nu kom
han, og med hans komme på valpladsen,
hvor der ingen fare var mere, blev
freden ligesom undertegnet. De andre havde
fået deres skrammer i striden, havde
blameret sig, skadet deres ry og deres
karriere; han sad hel og uden molest på
toppen af det hele og skildrede siden
krigens gang som en, der har været med.
Men han forstod altid at være uden for.
Han havde aldrig sagt god for en idé,
der ikke duede, aldrig modarbejdet en
ny tanke, der var livskraft i; han forstod
at tie og vente . . . Folk som han var
med til at slå Ledhusen ihjel, fordi de
var sådanne mestre i at vente. En
professor, der hovedsagelig ernærer sig af
de afdöde, kan aldrig komme til at sulte
ihjel; det er noget andet med det
kæmpende talent, ingen föde er hans natur
mere utjenlig end fortidslevninger.
Her blev taleren frataget ordet, og i
næste öjeblik var Ledhusen igen oppe
under en anden skikkelse:
Der döde en gang i stor elendighed
en digter, der hed Ledhusen. Efter hans
död samledes halvtredsindstyve stympere
af kulturens bedste stötter, og den ene
sae på alles vegne: Död og pine, det
kan sgu ikke gå an, at vi lar vore store
mænd dö sådan . . . Det må for fremtiden
forhindres. Lad os skynde os at opdage
et geni og så sörge for, at det ikke går
ham på samme måde. — Og da de var
i alt halvtreds, så var de ikke længe
om at finde en til af deres egen art, der
havde alle de kendemærker, som de
sådan i en hast kunde tænke sig, at man
kendte et geni på: han var fattig, havde
kun fem tusende om året, han var
forbitret, og han var ukendt, og da de
havde bestemt ham, sae de til hinanden:
Död og pine, det kan sgu ikke gå an,
at — og så videre. — Manden blev
udnævnt til Ledhusens arvtager, og de
halvtreds stympere glædede sig og skreg
i kor: Nu har vi et nyt geni. — Nu var de
altså en og halvtreds. — Men der er i
et land ikke halvtreds, men halvtreds
gange halvtreds stympere, og i löbet af
de næste halvtreds dage blev der opdaget
endnu halvtreds genier. Og så gik der
en menneskealder. Men nu var der en
månd, der længe havde set til ved alt
dette her, han satte sig, efter at denne
menneskealder var gået, ved sit
skrivebord og tænkte: Död og pine, dette her
går sgu ikke an; jeg må bevise verden,
at den har taget fejl. Og han gav sig
til at udarbejde beviserne. Imens blev
han udnævnt til professor, og da der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
