Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Rabindra Nath Tagore. Av Sten Konow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
STEN KONOW
skulde mötes og to öienpar skulde be om musik for
at bryte tausheten og faa tonerne til at tale for sig.
Hvem skulde væve deres lidenskapsfyldte sange,
om jeg satte mig paa livets strand og tænkte paa
död og det hinsidige. Det er en smaating at mit
haar hvitner. Jeg er bestandig saa ung eller saa
gammel som den yngste eller ældste her i
landsbyen. Nogen har smil, blide og enkle, andre et
sköieragtig blink i öiet. Nogen har taarer som
vælder frem i dagen, og andre taarer som er gjemt
i skumringen. Alle har de bruk for mig, og jeg
har ingen tid til at gruble over det hinsidige. Jeg
er jevnaldrende med dem allesammen, hvad gjör
det saa at mit haar hvitner.»
Det er vel ikke noget av Tagores digt
som ikke paa en vis kan tjene som
illustration til denne hans poetiske
trosbekjen-delse. Ingensteds faar vi indtryk av en
vældig personlighet som roper av veien til
andre. Overalt mötes vi av en sympati og
medfölelse med andre som minder os om
Buddha, naar han lot sin medfölelse
omfatte al verden. Tagores digtning blir da
aldrig stormende. Der hviler over den en
vek stemning av zart ynde, saa man fristes
til at kalde den æterisk. Men rike og
vekslende stemninger faar uttryk i farverike
billeder. Saaledes den rolige kjærlighets
lykke, —
»Haand hænger ved haand og öie ved öie; slik
begynder historien om vore hjerter. Vi er i en
maanelys nat i mars; myrtens milde duft er i luften;
min flöite ligger forsömt paa jorden, og din
blomsterkrans er ikke blit færdig. Denne kjærlighet mellem
dig og mig er enkel som en sang.»
Kjærligheten gjör os udödelig for en
tid, og den endelöse verden blir næsten for
trang for to hjerter som svulmer av
kjærlighet.
»Det er trangt om pladsen i den eridelöse
himmel der vi færdes. For i vaartiden kommer blomster
i hopevis, og biernes geschäftige vinger stöter mot
hverandre. Vor lille himmel, der bare vi to
udöde-lige dvæler, er saa meningslöst träng.»
Alt dette er toner som vi kjender fra
anden indisk lyrik. Men ingenting finder
vi, i al fald i de digt som er tilgjængelige
i Europa, av den lystne sandselighet som
saa ofte möter os i indisk lyrik. Derimot
stöter vi paa de i indisk digtning saa
hyppige paamindelser om at livet er kort og
at det gjælder at nytte tiden, —-
»Du forlot mig og gik din vei. Jeg trodde jeg
skulde sörge over dig og bevare dit billede som det
eneste i mit hjerte, flettet i en gyldén sang. Men
ak, lykken var daarlig, tiden er kort.
Ungdommen svinder, aar for aar; vaarens dage
gaar bort; de veke blomster dör for ingenting, og
vismanden advarer mig med at livet er bare en
dugdraape paa lotusens blad. Skulde jeg forsömme
alt dette for at stirre efter en som har vendt mig
ryggen ? Det vilde være uhövisk og taapelig, for
livet er kort.»
Velkjendte toner fra den gamle indiske
minnesang anslaaes ogsaa i andre av
Ta-gores kjærlighetsdigte, —
Han hvisket, »min elskede, se paa mig.»
Jeg viste ham skarpt til rette og bad ham gaa;
men han rörte sig ikke.
Han stod foran mig og holdt begge mine
hænder. Jeg sa: »La mig være»; men han gik ikke.
Han nærmet sin mund til mit öre. Jeg saa paa
ham og sa; »Skam dig»; men han bevæget sig ikke.
Hans læper berörte mit kind. Jeg skalv og sa:
»Du tillåter dig alt for meget>; men han bluedes
ikke.
Han satte en blomst i mit haar. Jeg sa: »Det
nytter ikke»; men han stod urörlig.
Han tok kransen fra min hals og gik. Jeg
graater og spör mit hjerte: »Hvorfor kommer han
ikke igjen.»
Enhver som er kjendt med indisk lyrik,
vil mindes talrike lignende smaadigte om
kvindens gjemselslek med kjærligheten, men
faa eller ingen hvor stemningen er renere
og blygere. Og det endda en oversættelse
ikke kan gi noget indtryk av rytmens myke
ynde i originalen.
Over mange av kjærlighetsdigtene hviler
der en anden stemning, som er sjeldnere i
ældre indisk lyrik, om end den heller ikke
der mangler, en sky blyghet, som kvier
sig for at tale et for tydelig elskovens sprog,
av frygt for at knække kjærlighetens skjöre
blomst.
»Jeg længes efter at uttale til dig de dypeste
ord jeg har at si dig; men jeg vover ikke, for jeg
er ræd du skal le. Derfor er det jeg ler av mig
selv og dækker min hemmelighet i spök.»
»Kjærlighet som ikke blir uttalt, er hellig. Den
skinner som juveler i det skjulte hjertes halvmörke.
I dagens nyfikne lys ser den bedrövelig mörk ut.»
Enkelte av de digt som gir uttryk
for slike stemninger, hörer til det fineste
som vel nogensinde er blit skrevet, likesom
Tagores kjærlighetslyrik* i det hele for
mange vil fremstille sig som det skjæreste
og vakreste i hans digtning. Den tilhorer
helt hans yngre dage. Han har selv havt
en dyp skuffelse, som har faat stor
betydning for hans utvikling, —
»O verden jeg plukket din blomst. Jeg trykket
den til mit hjerte, og tornen stäk. Da dagen svandt
og det mörknet, fandt jeg at blomsten var visnet,
men smerten sat igjen. O verden, du vil faa flere
* En række av Tagores kjærlighetsdigte findes
i The Gårdener. London 1913.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
