Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Nyere dansk Malerkunst. Et sammenfattende Overblik. Af Carl V. Petersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13°
CARL V. PETERSEN
gør det muligt for vore yngre Malere,
uden opsigtsvækkende eller afgørende
Brud med den indre Kontinuitet i vor
Malerkunst, at søge direkte Befrugtning
og Fornyelse i den.
Livselementet i denne Hovedlinje er
derimod dansk, dansk. Det er det nære,
stadig fortsatte eller stadig paany
genoptagne Forhold til dansk Natur.
Der er vel i alle Landes Malerkunst
en vis Relation til Landets Natur, en
vis Afhængighed, et Genskin deraf; men
det er dog jævnlig andetsteds andre
Kræfter, der har været de mere
umiddelbart virksomme, de afgørende. I den
nederlandske Malerkunst var det Racen,
i den italienske det fra Antiken
nedarvede Kulturfond, i den spanske Kirke
og Hof; i dansk Malerkunst er det
Hjemlandets Natur, der er Livselementet i
dens Hovedlinje.
Den er Friluftslinjen gennem vor
Malerkunst. Det er ikke just selve
Landskabet, de landskabelige Former, det er
ikke Sjælland og Fyn og Jylland, ikke
Bøgeskoven eller Heden eller Klitten,
’kke den flade Ager og de bølgende
Bakkedrag, den følger og nærer sig af,
som det overnovedet ikke blot er i vor
Landskabskunst, den kan forfølges. Det
er en Luftlinje i egentligste Forstand;
det er det aandigste, fineste, sjælfuldeste,
det mest typiske i dansk Natur,
Grundtonen, som hviler over alt dansk
Landskab, det er Luften, Lyset, i ét Ord det
uudsigelige: Friluftsvirkningen over det
danske Land, hvoraf den lever, aander
og tager sin Næring.
Det er i Mødet mellem Sø og Land,
den Atmosfære, som hviler over
Danmark, bliver til; ingen Malerkunst kan
ønske sig et mere levende, mere æggende
Incitament, den er, som Luften i den
romerske Campagne eller i de franske
Floddale i Omegnen af Paris, i sin
duf-tige og fugtige Konsistens fuld af tu-
sinde dragende og pirrende maleriske
Problemer, den er omskiftelig efter Vejr
og Vind, efter Dagtid og Aarstid, og
dog med en blivende Grundaccord. Sø
og Land i Forening er den Sangbund,
hvorfra den toner, men dens Klange
bevæger atter Tonebunden og bringer den
til at tale, giver Talen Rhytme og
Melodi, giver den Versets skønne Gåve.
Hvor disse danske Toner klinger
renest, ejendommeligst, rigest, rundt om
ved vore Kyster, har vore Malere da
ogsaa Aarhundredet igennem helst og
hyppigst lyttet til dem. Det er til de
danske Strande, danske Malere stadig er
tyet ud for at uddybe, bekræfte,
konsolidere Danskheden i deres Kunst.
Da Eckersberg vendte hjem fra sin
lange Udfærd og søgte Hjemstavnstonen,
var det ude paa Orlogsværftet eller i
Sundet, han lyttede efter den; og da
Krøyer et Par Menneskealdre senere
vendte hjem fra sin Udfærd, var det dér,
hvor Hav og Land mer end noget andet
Sted i Danmark forenes og gaar i ét,
paa Skagen, at han forsøgte at indfange
den fulde Hjemlandstone. Mer end
nogen anden Del af vort Land er vore
Kyster oversaaet med Malernavne; det
er Kæden, der strækker sig fra
Eckersberg op i vor Tid, Friluftslinjen i vor
Malerkunst.
Men der er i denne Hovedlinje, hvor
fransk Kunst og dansk Natur er smeltet
saa forunderlig sammen, at det franske
synes helt dansk og det danske nu og
da kan synes helt fransk, der er i denne
Linje endnu et Islæt: det italienske.
Italien er vel nok det Land, danske
Malere hyppigst og helst har besøgt, i
hvert Fald, hvor de har gjort de længste
Ophold. Der har naturligvis i Tidens
Løb været mange forskellige Grunde
hertil: Thorvaldsens Ophold dernede,
Kunsten, Antikens og Renaissancens,
Folkelivet, det muntre — og billige —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
