Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Bogstaven ihjelslaar. Fortælling af Aage Madelung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BOGSTAVEN IHJELSLAAR
199
skende mod Himlen, fortsatte han, som
var det nærmest en tilfældig
Bemærkning: — Det er mörkt i Aften at ride
til Mollen. Kan De ikke maale Tolden
op efter Helligdagene? — Hvorfor?
spurgte jeg mistroisk. — Aa, det er jo
desuden Juleaften, forklarede Nachmann
halvt undskyldende. Men jeg troede,
han nu paa sin Side fandt for godt at
erindre mig om Julens Betydning, og
jeg mumlede en Ed mellen Tænderne
og tog min brune Hingst ud af Stalden.
Jeg red skarp Trav hele Vejen uden
Hensyn til Föret og tænkte ikke paa
noget andet end at faa Tolden maalt op
og komme tilbage igen. Da jeg
nærmede mig Möllen, dampede min Hest,
og jeg lod den derfor skridte, for at den
ikke skulde blive for bråt afkölet ved
at staa og vente paa mig. Og medens
jeg saaledes red frem i Skridt, hyllet i
den krydrede Sveden fra min
gennem-vaade Hingst, forekom det mig
pludselig, at jeg hörte noget ganske
usædvanligt. Rettere sagt, usædvanligt var det,
at jeg pludselig syntes intet at höre, at
det forekom mig, at Möllen med et gik
i Staa, og at den dybe og beroligende
Röst fra det vanddrevne Hjul og de
malende Stene uventet forstummede,
skönt jeg, for hvert Skridt jeg red fremad,
havde fornummet den nærmere og
nærmere. Ja, saadan var det! Möllen var
pludselig blevet standset! Jeg glemte, at det var
Juleaften, og at der ikke blev malet
Juleaften. Hvem, der vilde have malet sit
Julemel, maatte komme för Fyraften.
Julenat blev der ikke malet! Fred over
Jorden! Men det tænkte jeg ikke paa,
nej, tværtimod forekom det mig i höjeste
Grad foruroligende, at Möllen pludselig
stod stille. Det angik paa en eller anden
Maade mig selv, var gjort forsætligt. . .
Nej vist ikke nej! der maatte være en
anden Grund, noget i Vejen med Værket
f. Eks. . . Men forresten var det mærke-
ligt, hvor omhyggeligt der var fejet uden
for Mölledören! Det kunde næsten se
ud . . . som om ... og at der blot
manglede nogle Grankviste . . . Feodor,
der som sædvanlig stod og stank
skummelt i sin Faareskindspels midt i
Mölledören, saa ud, som om han havde
staaet en Timestid og ventet paa mig,
og nu ikke kunde udholde at vente et
eneste Sekund længere . . . Hvad er det,
han holder i Haanden bag Ryggen, tænkte
jeg, da jeg var staaet af Hesten og havde
bundet den omhyggeligt, lidt
omhyggeligere end strængt taget nödvendigt.
Hvorfor holder han Haanden bag
Ryggen, gentog jeg ved mig selv, og vilde
vende om. Men jeg indsaa, det var for
sent, og at det ikke kunde hjælpe mig
at löbe til min Hest, fordi det vilde
vare altfor længe at faa den löst og
komme i Sadelen. Der var ingen Vej
udenom. Jeg maatte forbi Feodor og
ind i Möllen. Jeg havde mine Ordrer:
Tolden maatte ikke ligge uopmaalt i
Möllen Helligdage over! Hvorfor,
vedkom ikke mig: Som om Feodor ikke
kunde smugle paa Hverdage? Men jeg
havde altsaa mine Instrukser! Og
derfor, og som sagt fordi det var min eneste
Udvej, gik jeg lige lös paa Feodor og
saa ham stift ind i Öjnene Jeg hilste
ikke, fordi han uvilligt flyttede sig og
ikke mere, end at jeg strög op ad hans
Pels, idet jeg gik forbi ham. Han fulgte
lige i Hælene paa mig, og jeg trak
Skuldrene tilbage og rettede Hovedet,
for at han ikke skulde tro, jeg var
bange, og for at alle de andre, der stod
inde i Möllen, som om ogsaa de længe
havde ventet paa mig, heller ikke skulde
tro noget. Jeg syntes, at hele Lands
byens mandvoksne Befolkning var samlet
inde i Möllen, men jeg kunde ikke se,
hvormange eller hvor faa der var, fordi
jeg kun saa ind i en samlet Sum af
tavse og truende Öjne, et stort spör-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
