Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Hellenisk Karikaturkunst. Af Frederik Poulsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434
FREDERIK POULSEN
katurist. I Phidias’ og Praksiteles’ Tid
har Samtidens Dannede set paa den
krasse Realisme med samme Øjne som
Ludvig XIV paa Teniers og Ostades
Billeder, naar han afviser dem med
Haansordet: magots! Men Teniers og
Ostade vil ingen finde paa at kalde
Karikaturmalere, selv om enkelte af deres
Bondeskikkelser meget vel kan siges at
være karikerede.
Karikaturen har til alle Tider
hjemme i den lille Kunst, og vi skulde
derfor vente at se den repræsenteret i græsk
Vasemaleri fra 6:te—4:de Aarh. f. Kr.
Men trods det straalende Humor i Scener
som Herakles’ Massakrering af
Ægypterkongen Busiris og hans fejge Bande
Hofmænd eller som Pygmæernes Kampe
med Tranerne er der aldrig Tale om
hin Forvrængning af Menneskeskikkelsen,
vi er vante til fra vor Vittighedspresse,
og Begrebet Karikatur kan her lige saa
lidt finde Anvendelse som paa de outrerede
komiske Masker i det græske Skuespil.
Det er først i den hellenistiske
Periode og betegnende nok i det græske
Ægypten, at de gamle satiriske Billeder
fra det iç):de Dynastis Papyrusblade
finder Fortsættelse. Og dog maa man
ogsaa i denne Periode nøje skelne de
humoristiske eller realistiske Billedværker
fra de virkelige Karikaturer og heller
ikke misforstaa et Billede som det af
Maleren Galathon fra Aleksandria, der
forestillede Homer i Færd med at kaste
op, mens talrige Smaadigtere ivrigt
opsamlede Smulerne fra hans Indvolde.
Aelian, der beskriver Billedet, fortæller
nemlig, at det var opstillet i et Tempel,
som Kong Ptolemaios Philopator havde
viet til Homer. Det maa da opfattes
som et »alvorligt» Billede, som »stor»
om end ikke smagfuld Satire over
Epigonernes Ringhed.
Det er i Aleksandrias »Kleinkunst:»,
i Broncerne og Terrakotterne, at vi mø-
der Karikaturen fuldt udviklet.
Kunstnerne har kunnet øse med fulde Hænder
af denne internationale Storbys rige
Folkeliv. I Rigmændenes Huse holdtes
Negre som Slaver og Hofnarre, og
ligesom Dværgnegeren i det gamle
Ægypten ligger til Grund for den groteske
Halvgud Bes, har ogsaa Aleksandrinerne
moret sig med at gengive snart den
misdannede Nar, snart den uhyggeligt magre
syngende eller spillende Negerdreng.
Derfra er man gaaet videre til andre
Typer af Folkets lavere Lag, Skippere,
Bønder, Torvehandlere. Forkærligheden
for Overdrivelsen og for Misfostrene er
overalt iøjnefaldende: Issen er skaldet
og højkuplet eller højkantet, Næsen lang
og kroget som et Næb, Munden
fordrejet i en hæslig Grimasse, Ørerne uhyre og
udstaaende som Flagermusevinger,
Ribbenkurven spændt under den strammede
Hud, Maven hængende, de tynde Arme
og Ben dinglende, som var de fæstede
ved Traade.
Da Ægypten kom under Rom, fik
man nyt Materiale i de
ærefrygtindgydende romerske Embedsmænd. De
fremstilledes fede og vraltende, med Togaen
trukket op over Hovedet, som Skik var
ved Offerfesterne. Sporten var sikkert
ikke ufarlig; Tusinder af Aleksandrinere
maatte lade Livet, da de havde let ad
Kejser Caracalla, fordi han optraadte som en
ny Aleksander Magnus, og
Karikaturfigurerne af denne Kejser, af hvilke
endnu enkelte er bevarede, har sikkert
kunnet koste baade Sælgeren og
Ejermanden Livet, hvis nidkære Angivere
opsporede dem. Karikaturportrætter har
overhovedet spillet en uhyre Rolle i
denne Periode; de kaldtes Grylli, i Følge
Plinius (Nat. Hist. XXXV 114) opkaldte
efter et Portræt, som Maleren Antiphilus
havde udført af en vis Gryllus.
Fra Embedsmænd og Kejsere vovede
man sig videre endnu, til Heroernes og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
