Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Norge og 1814. Af Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
FREDRIK PAASCHE
som hadde skapt den. En hövding kom
seilende fra England »op til sit unge
kongerike, som ikke ventet ham»: det
var Olav Trygvessön. Han hadde knapt
set det land, han kom til; men idéen
förte ham dit. Det splittede Norge —
en utmark for nabolandene — blev
samlet paany, blev et selvstændig kongerike
paany (995).
Tyve aar senere drog Olav den
hellige samme vei over havet for at öve
samme gjerning i et gjenstridig folk.
Olav Haraldssön hadde den fölelse,
som er geniets hemmelighet: jeg er
offeret, som fortæres av guddomsviljens
flammeri Han er, aandelig talt, den förste
Herrens salvede i voit land. Herrens
salvede er det, som en söndag morgen
rolig gaar ut fra Agvaldsness kirke
mellem hundreder av væbnede fiender; for
ham er det, Erling Skjalgssön, deres
hövding, böier sig, idet de mötes. Det er
rettens seier over voldeligheten, det er
det norske kongdömme, som hævder sig.
Endog paa Stiklestad, hvor bönderne
slaar Olav ned, er ærefrygten for det ikke
fældet i deres sind. Den lever i en
uro-stemning, som siden befæster
kongedöm-mets seier.
Olav Haraldsson hadde baaret sin
tro og sin nationale æresfölelse ind paa
hövdingerne. Den laa der og ventet paa
fuld tilslutning. Da kom föleisen av uret,
övet mot forkynderen, og skapte den
fulde overgang til ham. Det uforstaatte,
det fremmedfölte blev gjennemtænkt
paany. Tilslut blev den faldne en
lys-skikkelse i menneskenes bevissthet.
Da var Norge grundfæstet, döpt i
sin konges blod. Hans helligdom i
Nidaros blev landets hjerte. Fra nu av
var det langt lettere end för at være
Norges konge, ti nationalkongedömmet
var blit et religiöst begrep. Gud, konge,
folk, — det er som en treklang. Foran
en gammel norsk lov staar der: »Det er
vor lovs ophav, at vi skulle boie os i
öst og bede til den hellige Krist om aar
og fred, og at vi maa bevare vort land
bygget og vor konge lykkelig. Være
han vor ven og vi hans, men Gud være
alles vor ven!» Hvor findes en lovbok,
som begynder vakrere?
Der blev noget hellig ved
konge-slegten. S:t Olavs bönner holdt landet
oppe, i hans ætmænds blod laa Norges
lykke.
Da blev riket rammet av den ulykke,
at slegten döde ut, og at kongedömmet
flyttet bort fra landet. Det blev
skjæbne-svangert for et folk, hvis historie var
kongestammens historie, hvis magtfylde
var samlet i kongedömmet. Det hellige
blod, som hörte det hele land til, av
skaldene kaldt det ypperste blod i Norden,
var ikke mere.
Og hos os begyndte forfaldet. Mens
Sverige fölte undertrykkelsen som en
spore til national reisning, mens
Engelbrekt og Sturerne og Gustaf Vasa skrev
sine lysende navne i fædrelandets jord,
var det stille i Norge som i et land,
for-latt av Gud og mennesker. Vi gled ind
i »dansketiden», blev »et ledemod af
Danmarks rige», netop som Sverige i
ungdommelig kraft brot det sidste
træl-domsbaand.
Ingen begivenhet har vel været mere
ulykkebringende for Norden end Norges
undergang. Vor gamle fred med Sverige
blev brutt, vi gik et andet lands erinder
i kampe, som ödet hele Nordens kraft.
For os blev det en nationalt ærelös tid.
Den hæder, vi vandt, den vandt vi for
andre, vort blod og vore taarer flöt for
andre, vor grænsevagt var en
grænsevagt for andre. Vi fortjente ulykken,
siden vi ikke kunde avværge den. Men
forgjæves har historikerne sökt at gjöre
den mindre i vort folks öine. Naar et land
taper provinser uten at tape krige, naar
dets nationale sprog maa vike for et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
