Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Anders Trulson. Af Kristian Zahrtmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498
KRISTIAN ZAHRTMANN
absolut maatte tage til Malmø, hvor
Trulson havde en ganske udmærket
Portrætudstilling. Hun anede ikke, at
han havde været Elev paa Skolen. En ung
Maler, der kendte ham, tog jeg med, og
tyvende April 1910 saa vi hans Udstilling.
Var straks indtagne af ham og
hans herlige Indfrien af de Løfter, han
havde givet i København. Stor Evne
til at karakterisere, en særdeles sikker
Maade i at behandle forbandt sig med
Malerens personlige Elskværdighed og
hans skarpe Karakteropfattelse.
Vi spiste paa Torvet udfor
Børje-sons Karl den Tiende i løftet Stemning
over Sverigs Lykke at have end en
lovende Maler.—
I Januar 1911 forespurgte Trulson,
om han maatte støde til mig i Civita
d’Antino og tilbringe Somren der i de
høje Bjerge, da han mente det
hensigtsmæssigt for sine svage Nyrer. Han var
velkommen.
Et Tilfælde vilde, at vi nogle Aftner
senere traf hinanden i Teatret til
Shakespeares Hellig-Trekongersaften. Som
sædvanligt var jeg en af de første, der kom.
Trulson sad alt paa Pladsen ved Siden
af min. Meget længe havde jeg ikke
set ham. Hans Træk havde udviklet
sig, han var magrere, mere melankolsk,
mere karakterfuld. Vi var begge glade
for Mødet, og da der var en halv Time
til, at Tæppet gik op, og vi næsten var
ene i Teatret, fortalte jeg ham,
hvorledes Michael Wiehe havde spillet den
melankolske Hertug i en Text, der
senere var lidt ændret. Hvorledes han
med et eneste Ord havde fyldt Scenen
med Romantik i Shakespeares mest
romantiske Lystspil.
Man saa den dejlige Have i Illyrien.
En Kanal gled stille lige mod En
mellem blomstrende Rosentræer. En Baad
kommer og lægger til. Tungsindig og
elskovsfyldt stiger Hertugen i Land, tavs
gaar han frem og nedlader sig paa en
Bænk. Kavalererne holde sig ærbødigt
i Frastand. — Umaaleligt længe sidder
han tavs og hans Kavalerer, og ogsaa
Publikum venter — venter — venter. —
Da gør han en stille Bevægelse bagud
med Haanden og siger kun det ene Ord:
Musik: — Violinerne høres gennem
Roser, og Alle har henrykt hørt Wiehes
skønne Organ. Det var Shakespeare.
Tæppet gaar virkeligt op. Vi havde
alt frydet os over Digteren. Vi saa
Helligtrekongersaften, hørte Musiken
gennem Roserne. Men for mig blev
Hertugen paa denne Side af Orkestret.
Trulson var ham.
Foraaret kom. Povl Christiansen og
en anden Elev drog med mig til
Marinen ved Pisa for senere at tage op til
Civita. Vi vilde gerne haft Trulson
med strax. Noget Arbejde hindrede
det, og han kom først de sidste 14 Dage
til os og vore Søbade. — Vi mærkede,
hvor ængstelig han var for sin Helbred.
At han var afmagret og noget gusten,
at han ikke mere plantede sine Fødder
saa fast. — Søbadene brugte han altfor
ivrigt, laa mange Timer i det hede
Strandsand, hostede Noget, malte
Smaating, var rastløs.
Han lovede sig meget af Opholdet
3000 Fod over Havet. Vi kom derop
og indrettede os. Han tog ivrigt fat paa
store Lærreder. Hele hans Liv blev Pligt.
Vi var begyndt at frygte for
Tuberkler. Selv holdt han stædigt ved,
at det var i Nyrerne, Sygdommen sad.
Han indrettede et Regime saa vanvittigt
tænkes kan, hvis det var Lungerne, der
var angrebne. Forkastede alt Kød,
sultede sig med Forsæt, spiste næsten
kun Citron, vilde saa vidt gørligt op
paa de højeste Bjerge. — Naaet til en
vis Højde indfandt den fortvivlede Hoste
sig stærkere og stærkere, jo højere han
steg. Vi trængte ind paa ham, nej, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
