Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
JAKOB KNUDSEN
historiske Fantasi hos mig — ved det
Tilfældige i Forholdet mellem deres
oprindelige Hjemsted og så mit
Skrivebord.
Men den Sten, som er nærved at
indynde sig mest hos mig, det er dog
min sidste Erhvervelse, det er
Ullerup-Stenen.
Denne har slet ingen historisk
Interesse, jeg tog den sidste Efteraar paa
nogle Banker i det Sogn i Nordjylland,
hvor jeg har levet min Barndom. Den
har blot samme Interesse for mig, som
det vilde have for Menneskeheden, hvis
man vidste, hvor Paradiset havde ligget,
og besad nogle Souvenirs derfra.
Men det er helt besynderligt, hvor
den — saadan som jeg nu har faaet den,
og ved, hvad jeg ved og ikke ved om
den — virker inciterende paa min
Fantasi og min Erindring; jeg tænker, den
efterhaanden vil blive mig meget kjær
og hyggelig. Den er af Udseende
meget almindelig: et Stykke lysegraat
Granit, vejende omtrent i Pund, af Form
temmelig uregelmæssig, men dog
afrundet, saadan som alle vore Sten hernede
i Danmark. De er jo komne fra Sverige
eller fra Norge paa Isen og er bleven
afskrubbede af denne eller tildannede
af Havet. Min Sten fra Ullerup Banker
har vist aldrig faaet Hav-Behandling, det
er Isen, der har givet den en grov
Affiling.
Det er mig en behagelig Tanke, at
jeg — paa Grund af denne Stens
fuldkomne Interesseløshed for de henfarne
Aarhundreders Mennesker — kan være
sikker paa, at den har aldrig været flyttet
i den historiske Tid, den har ligget paa
samme tilfældige Piet, hvor den før al
Histories Begyndelse blev anbragt af de
smeltende Isbjærge. Et Menneske eller
et Kreatur kan jo uden Vilje, uden
Hensigt have stødt til den med sin Fod,
men ellers har den været urørlig —
fordi en Sten kan ikke blive flyttet,
med mindre der er en tilstrækkelig
Aarsag dertil. Og her var sletingen.
Dette giver mit Forhold til Stenen
noget extraordinært, noget irrationelt. Der
er i mit Forhold til den et lillebitte,
pikant Anstrøg af Galskab.
Ellers er det ikke dens
førmenneskelige Periode, der interesserer mig, heller
icke den Tid, da Stenaldersfolkene
færdedes omkring den paa Ullerup Banker.
For disse tidlige Mennesker føler jeg
slet ikke den samme Sjælsbetagethed som
en Johannes V. Jensen. Men det
glæder mig i høj Grad at læse hans
Skildringer af dem, tildels fordi hans
Kjærlighed til dem er saa drengelig uselvisk
og forrykt, saa fri for al tarvelig
Interesse.
Nej, de første Menneskestemmer,
lydende omkring Ullerupstenen, som
sætter mig i Stemning, er
Bondeoprørernes paa Knud den Helliges Tid. Det
har sin særlige Grund. En Fjerdingvej
fra Ullerup Banker laa den Gang en
kongelig Gaard, som Thyboerne, paa
deres Tog til Vendsyssel, brændte af.
Der pløjes endnu røde Mursten op paa
Stedet.
Næste Gang der høres Stemmer fra
den Egn — det er atter
Bondeoprørernes: paa Kristoffer af Bayerns Tid. Den
afgjørende Kamp mellem ham og
Bønderne stod en Milsvej fra Ullerup
Banker. — Og nu nærmer vi os jo den
Tid, hvor Johannes V. Jensen atter
snakker med: Kristian den Andens og
Skipper Clements Tid. Der er ikke
mere end tre-fire Mil fra Ullerup
Banker til Johannes V. Jensens
Barndomshjem, men Limfjorden ligger imellem.
Man hører hans Trolddoms-Stemme:
»Solen staar i Vifter over Bakkerne ved
Limfjorden, hvor Vestenvinden blæser
hjemligt».
Og saa ligger disse Egne hen —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
