Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
602
JAKOB KNUDSEN
ser og Blomster, med Lærker og Harer,
med Sandet og Himlen. Heroppe i disse
ode Egne var det, jeg sidste Efteraar
tog Ullerup-Stenen.
Jeg kom engang til Ullerup Sogn,
ti Aar efter at mine Forældre var
flyttede derfra, og jeg selv sidst havde
været der. Aldrig har jeg været saadan
delt imellem Rum og Tid. Jeg var der
jo paa de selv samme Steder, hvor jeg
havde færdedes som Barn, og dog var
der et usynligt Noget, som skilte mig
derfra: de ti Aar, Afstanden mellem
Barnet og det unge Menneske. Jeg var
ogsaa oppe paa Bankerne, oplevede
den samme Stigning, der kun
kjend-tes paa Udsigten — ligesom da. —
Jeg var der nu i Efteraaret — saa
ud over mit Rige, som ikke var der
mere, som nu laa fyrretyve Aar tilbage
i Tiden!
Paa mig virker det besynderligt:
overfor al denne Flygtighed, hvor en hel
Tids Virkelighed forvandles for Ens
Øjne og paa et Øjeblik til Intet — at
staa med saadan en lille fast Kampesten
i Haanden: den er akkurat den samme
som for fyrretyve Aar siden,–og
man selv! — —
Dér nede — langt borte — hvor
man seer det røde Tegltag — dér
boede Kontrollørens. Dem har der nu
været ganske særlig Forgængeise i, for
de er døde af Brysttæring allesammen.
— Det er, ligesom Tiden flimrer i den
skjære Septemberluft, jeg saa det
igjennem . . — Sidst jeg besøgte den gamle
Kontrollør — det er vist femogtyve Aar
siden — da var han ene tilbage her af hele
Familien, ellers var der Fremmede i
Huset. Men han havde hele sin gamle
Værdighed og al sin — noget svagt
begrundede — Optimisme i Behold:
»Det er saagu behageligt at blive
gammel, naar man kan have sin Helsen»,
sagde han. Han var langt over 80,
han var ganske ene, han var saa
tandløs, saa han ikke engang kunde patte
paa en Cigar!
Hvor var ogsaa Børnene derfra
rørende Tilhængere af Livet — imens de
gik og smuldrede hen. Datteren
Magdalene er det første Menneske, som jeg
har set være forlovet. Jeg ved ikke,
hvordan de ellers bar sig ad i Ullerup
med at være forlovede; det var noget,
man blot vidste om unge Folk, man
kunde ikke see det paa dem. Men
Kontrollørens Magdalene og hendes
Kjæreste — en ung Lærer — dem kunde
man rigtignok se det paa, hvad de var.
Det var en Tilstand, hvori de befandt
sig, og hvori de ligesom satte hele
Ullerup Sogn. De gik med hinanden under
Armen baade paa Veje og Stier. Ja, ja,
der var ikke det mindste ondt deri, men
det opskræmmede jo dog Folk. Alle
følte sig stærkt berørt deraf — for
Resten paa en lignende Maade, som da der
engang forvildede sig en Kronhjort til
Sognet — saadan som man havde det,
inden man fik den skudt.
Den sidste af Døtrene, Elisabeth,
saa jeg for en halv Snes Aar siden.
Hun var gift med en Lærer. De havde
flere smaa, kjønne Børn. Men nu skulde
hun ogsaa dø. Hun snakkede saa
venligt °g forekommende om vor fælles
Barndomstid under min Visit. — Jeg
havde sagt Farvel inde — for hun
maatte ikke komme ud i Kulden — og
jeg var ved at staa op paa Vognen, der
holdt for Døren. Da kom jeg til at
se hen mod Ruden, som hun stod
indenfor. Hun mente sig ikke iagttaget,
hun var ikke længer Værtinde, hun havde
hér lige sagt Farvel til en
Barndomskammerat, men det var allerede en Stund
siden, at hun havde taget Afsked med
Verden; der var slet ikke Plads for »god
Bedring» eller lignende venlige Ønsker
mere. Hun stod der bagved Ruden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
