Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULLERUP-STENEN
605
Revolution, og det kan maaske ogsaa
være meget rigtigt. Men det vigtigste
Kjendemærke paa den nyeste Tid er
dog vistnok dette: at da blev
Menneskene forgjo?-te. Ikke samtidig alle
Steder. Her til Lands falder
Overgangen omtrent sammen med min Overgang
fra Barndom til Ungdom.
Og Ullerup-Stenen har overlevet
ogsaa denne Overgang. Den har jo været
med under det altsammen, lige siden
Jorden var glødende. Men for mig er
alligevel det mærkeligste ved den: at
den har ligget deroppe paa Ullerup
Banker, mens Folk rundt omkring den,
vidt og bredt, endnu var naturlige, endnu
ikke forgjorte. —
Naar er det forbi med et Venskab?
Naar Vennerne begynder at kritisere
hinandens Væsen. — Man kan kassere
sin Vens Meninger og de Handlinger,
som han med Vidende og Vilje begaar, men
hans Væsen maa man lade ham beholde
uantastet — eller opgive ham.
Naar er det sjæleligt ude med et
Menneske? — Naar han kasserer sit
eget Væsen. Han kan dadle sig selv
for sine bevidste Handlinger, naar han
indser, de er fejl, og maaskee rette dem.
Men vil han tage sig et andet Væsen
paa, da er han ikke længer sig selv
og kan dog ikke blive nogen anden,
han ophører som levende Virkelighed
og bliver et Spøgelse.
Den nyeste Tid har ikke nogen
særegen Kultur, forskjellig fra tidligere
Perioders Kulturer; hvad Kultur angaar,
da efteraber den nærmest de tidligere
Perioders. Men den nyeste Tid er dog
ingenlunde uden Ejendommelighed: den
har opgivet den sjælelige Virkelighed
og er bleven Spøgeriets Tidsalder. Det
er meget heldigt for vor Tids Mennesker,
at Stenene ikke kan raabe, thi det vilde
være en forfærdende Naturprædiken, de
fik at høre; navnlig slige solide Væsner
som Kampestenene vilde være haarde
Bodsprædikanter at höre paa —
Ullerup-Stenen f. Ex.
Det begyndte her til Lands med den
religiøse Vækkelse — den grundtvigske
ligesaa vel som den indremissionske: det
naturlige Væsen skallede af Folk, som
om de i Massevis havde faaet aandelig
Skarlagensfeber. Thi vel er den ægte
Omvendelse i første Række langt mere
en Afdøen fra Spøgelsevæsenet end fra
Synden, den er en Opvaagnen til
sjælelig Virkelighed. Men i Almindelighed
er Omvendelse jo ikke ægte; i
Almindelighed er den en Kassation af det
naturlige Væsen, et gjennemført Spøgeri.
Saa kom den folkelige Vækkelse.
Meget faa af dem, som blev berørt deraf,
vilde være deres tidligere Væsen
bekjendt; de fleste lærte sig Jargon og
Manerer.
Man kan til Trøst kun sige, at
Spøgeriet rimeligvis vilde være kommet
ogsaa uden den religiøse og folkelige
Vækkelse, og da formodentlig paa en
uheldigere Maade. Jeg maa i hvert Fald
med Glæde indrømme, at nogle af de
skjønneste Mennesker, jeg kjender, er
Børn af Forældre, som har været stærkt
inde paa det aandelige Spøgeri.
Det vilde være kommet alligevel,
siger jeg: thi det politisk-sociale Røre
vilde vistnok ene kunne have frembragt
Spøgeriet i samme Omfang.
De sociale Bestræbelser hos Masserne
for at skaffe sig fordelagtigere ydre Kaar
gaar jo hos dem altid i et med
Bestræbelser for at skaffe sig et andet
Væsen, de forhadte Storborgeres Væsen
nemlig. Ingen Steds er Spøgeriet mere
udbredt end i Arbejderstanden. Og
bestandig er det den forhadte Fjendes
Væsen, man stræber at tilegne sig. — Dette
tager sig jo komisk nok ud, men er
dog ikke saa vanskeligt at forstaa.
Mærkværdigere er det, at ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
