Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
JAKOB KNUDSEN
Overklasserne kasserer deres eget Væsen
og bliver til Spøgelser. Det er dog ikke
noget fremmed Væsen, de stræber at
tilegne sig. — Denne Opgiven maa vel
bero paa almindelig Slappelse og
Alderdomssvækkelse. Den megen Fred og
det meget Velvære gjør, at
Overklasserne ikke holder paa nogetsomhelst.
De holder ikke paa Orden i
Underklasserne, taaler hvadsomhelst af disse og
fordærver dem derved, men de holder
heller ikke paa sig selv, paa deres eget
Væsen, de er, kort sagt, i Opløsning.
De trænger i høj Grad til Styrkelse, de
skulde i Bad — ikke det sædvanlige
Karlsbad, nej, — de skulde gjennemgaa
en forsvarlig Blodbads-Kur. Saa rettede
de sig maaske — de, som blev tilovers.
Foreløbig er de Spøgelser og gjør
deres Børn til Spøgelser ved den slappe
Opdragelse, de giver dem. Det er da
vist noget, man aldrig før i
Verdenshistorien har kjendt — det skulde være
i Roms Forfaldstid —: at Børn er
blaserte Selvseere, der ikke formaar at give
sig hen i deres Leg — det vil jo for
Børn sige: i Livet. Det er det
almindelige blandt Overklassens Børn i vore
Dage. — Jeg tror, det kommer af, at
Livet aldrig kraftigt har taget dem,
aldrig har overvældet dem, saa de glemte
at betragte sig selv. Livet faar aldrig
virkelig Magt over Barnet, medmindre
Barnet ser og fornemmer det som
Modsætningen imellem Lydighedens
Himmerig og Ulydighedens Helvede. Men
denne Modsætning kjender Overklassens
Børn kun meget sjælden nu til Dags.
Saa bliver hele Livet graat i graat for
dem, de foretrækker at betragte sig selv
fremfor at se paa Livet og elske det. —
Den nyeste Tid er ikke den bedste
Tid. Jeg kan dog nok klare mig, da
jeg tror paa et Liv efter dette. Men
jeg finder rigtignok, der vilde være al
Grund til at blive tungsindig, hvis man
ikke havde en saadan Tro: at der skulde
gives os Lejlighed til at forsøge en Gang
endnu; thi denne Gang er vi efter min
Mening sluppen temmelig uheldig fra det
— vi Nutidsmennesker.
Ellers mener jeg, det vil være
tilstrækkeligt, naar blot Menneskene bliver
grundigt forandrede. Naturen og dens
Ting er vist egentlig gode nok. Jeg
anser det da heller ikke for umuligt, at
saadant et Væsen som Ullerup-Stenen
kan komme med i det evige Rige. Nu
har dens Atomer holdt sammen i —
man ved jo ikke, hvor mange Millioner
af Aar, saa for Tidens Skyld kunde den
vel nok holde ud i de Aar, der kan
være tilbage før Evigheden.
Naa, den er maaske lige glad; og
det kan jo ogsaa være, den gaar i
Stykker forinden. Men kommer den ikke
med i Himmerig, saa slipper den nu dog
ind i et meget fornemt, svensk
Tidsskrift. Det vil være mig en stor
Tilfredsstillelse; maatte det samme blot i
nogen Maade være Tilfældet for
Læserne af Ord och Bild.
Birkerød, i Juni 1914.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
