Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - John Forsell og de nordiske ballader. Af Gunnar Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
666
GUNNAR HAUCH
dene med 7 kompositioner (Grieg 5,
Sel-mer 2), Danskerne med 6 (Glass 2,
Gade, Hornemann, Lembcke og
Lange-Müller hver 1) og endelig Finnerne med
3 (Sibelius 2 og Järnefelt i). —
Imellem alle disse sangkompositioner med
orkester-ledsagelse findes nu ganske vist en
ikke helt ringe del, som ikke kan kaldes
ballader, men det vilde være smaaligt paa
nogen maade at bebrejde Forsell, at han
har medtaget disse; dels supplerer de
nemlig ofte balladerne, men dertil kommer, at
grænsen for de egentlige ballader er saa
ubestemt, at det ofte kan være svært at
afgøre, om man har en ballade for sig
eller ikke. — Kun at ville regne saadanne
med, som har et rent episk digt til
grundlag, förer til en for snæver begrænsning.
Den poetiske og musikalske ballade er
nemlig begreber, som ikke dækker
hinanden; den sidste er et videre begreb end
den første, selv om den ofte forudsætter
denne; ikke alene byder hvert episk digt
talrige forskellige muligheder for musikalsk
iklædning, — som gennemkomponeret, med
samme melodi til hver strofe, eller inddelt
i perioder hver med sin særegne farve
(man tænke her paa, hvor forskelligt J.
P. Jacobsens Irmelin Rose er
komponeret o. s. v.); — men den musikalske
ballade har tillige faaet sit eget ejendommelige
særpræg. — Som den poetiske var den
et produkt af romantiken, og netop
balladen blev ofte det fartøj, med hvilket
romantikens helte søgte mod fortidsfjerne
kyster, til riddertidens glansfulde hoffer
eller til nordens sagnverden. Derved
skabtes en ganske egen tone som udtryk for
de længst svundne tiders stemning, og
denne fjerne, ofte uhyggelige eller
overnaturlige klang blev den grundtone, som
kendetegner balladen; den ligger som
et slør over billedet, saa dets konturer ikke
træder skarpt frem men altid lader et vidt
spillerum aabent for fantasien til videre at
uddybe stemningens enkeltheder. Her er
dens vigtigste tilknytningspunkt til den
poetiske ballade, som netop ved at den
forudsætter det middelbart objektive,
lidenskabsløst skildrende kræver en samlende
enhed, den fortællende person; selv naar
personer indfores talende eller hele
balladen forløber dialogisk eller endog
fortælles af den oplevende selv, maa denne
episke karakter opretholdes. — Musiken
er her i en vanskelig stilling, staaende
midt imellem to afgrunde; til den ene side
den dramatiske; træder musiken ud i
realitetens fulde dagslys og bliver dramatisk
skildrende, brydes straks balladestemningen;
ligeledes om den paa den anden side
fortaber sig i subjektive følelsesudbrud og
bliver lyrisk. Dette udelukker dog ikke,
at balladen ogsaa er lyrisk, men lyriken
maa kun være som enkelte islæt i det
samlede væv, ikke grundfarven selv.
Spørgsmaalet, ballade eller ikke, maa
derfor her afgøres udfra et musikalsk
synspunkt. Romancer af rent lyrisk indhold
som Alfvéns Sommardofter, Skogen sofver,
Aulins Der Lenz ist gekommen, Griegs
En svane og Fra Monte Pincio,
Lange-Müllers Firenze, Järnefelts
Sonnun-taina og andre lignende kan aldrig, hvor
vidt grænsen end sættes, falde ind under
balladebegrebet. Saadanne lyriske sange
kan ved orkesterledsagelsens rigere farver
ofte faa storre baggrund og for saa vidt
videre vingefang og blive musikalske
stem-ningsskildringer. Alfvéns Klockorna,
Rangströms Floderna, tilldels Glass’ I
Serail-lets Have men mest Sibelius’ mægtige,
geniale Höstkväll er exempler paa saadanne
kompositioner, som staar i et andet plan
end de egentlige lyriske romancer, uden at
de derför kan regnes for ballader. —
Derimod kan et digt, som omend stort anlagt
dog er lyrisk, ved den musikalske
balladetone forlenes med en bestemt
grundstemning, som henfører helhedsindtrykket mere
til balladen end till yriken. I Griegs Henrik
Wergeland giver saaledes musikens
drapatunge akkorder straks fra begyndelsen den
lyriske tekst en bredere baggrund, som
gennemlever den hele komposition og
ligesom lader skimte den henfarne digters
storslaaede skikkelse; endnu tydeligere
fremtræder det i »Den bergtekne»; den gamle
skonne folkepoesi fortæller ingen
rækkefølge af begivenheder, den giver blot
udtryk for den personlige sorg og skuffelse;
men musiken leder tanke og fantasi
videre, man digter selv en skæbnes udvikling
bag de simple ord. Det satnme gælder
Södermans Kung Heimer och Aslög;
anslaget er balladens: »Där skiner sol öfver
dal och fjäll, kung Heimer öppnar sin
harpa», men saa snart harpen begynder
at klinge, hensættes digtet i lyriken,
forsaavidt som det da kun gengiver gubbens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
