Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - John Forsell og de nordiske ballader. Af Gunnar Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHN FORSELL OG DE NORDISKE BALLADER
667
milde trøsterige ord; og dog er
balladekarakteren glimrende gennemfort af
komponisten. Lignende træk viser
Stenham-mars Ett folk og Halléns Ballad ur
Gustaf Vasas saga.
En saadan brydning mellem det episk
skildrende og lyrisk kommenterende er
almindeligt i de danske ballader. Den bedste
er uden tvivl Gades Ktiud Lavard ved
den ypperlige kontrastvirkning mellem de
forskellige strofegrupper; men naar
kulminationen er naaet med hertug Knuds død
for de sammensvornes dolke, da
fremspringer lyriken som kilden i digtet: O,
Danmark, paa. rænker du aldrig dig forstod . . .
og derved brydes egentlig ballades stemning,
men hele værket faar tillige derigennem
sit ejendommelige særpræg, sin egen danske
tone. — Gades ballade har indtil
enkeltheder været forbilledet for Lembckes
Hertug Abel, og en lignende dobbelthed er til
stede i Hornemanns Valfarten, der
begynder med det beslutsomme, vækkende
udraab: »Sadlet er du alt min lette
ganger — sætter over gærde, groft og hæk».
Men langt er den ikke kommet, før dens
rytter synker hen i drømme, der fylder
det meste af digtet; først i den sidste strofe
vaagner han op: »Rask min Ganger,
fremad i galop!» Episk set staar den ædle
ganger ved digtets slutning paa samme
piet som ved dets begyndelse.
Omend de danske ballader
talmæssigt har kunnet staa maal med de svenske
i tidligere tid — de ovennævnte er
langtfra alle de eksisterende danske
ballader — har Sverige i de senere aartier
faaet et stort og afgørende forspring
ikke blot overfor Danmark men ogsaa i
sammenligning men de andre
skandinaviske lande. — Sverige var saa
lykkelig at fostre en balladekomponist, som
ikke blot indenfor landets grænser er
uovertruffen, men som i den samlede
ballade-literatur overhovedet indtager en
førsteplads. Söderman staar stadig som det
geniale forbillede, der i sig forener alle
balladens egenskaber, saavel de store
linjers fantasi som den lyriske melodik, der
her er runden af de sundeste kilder. Og
paa genial vis er ofte de største
virkninger naaet med de enkleste midler:
instrumentationen i Tannhäuser, den lyriske
mellemsats i Kvarnruinen, korenes
kontrastvirkning til solostemmen i Die Wall-
fahrt nach Kevlaar, for blot at nævne
nogle af de mange eksempler. — Siden
Södermans dage er en række komponister
fremstaaet, som har viet balladen deres
kræfter uden dog helt at naa ham i de enkle
linjers storhed eller i melodisk fylde.
Lyriken breder sig stadig mere i disse
ballader, hvor ogsaa ofte indflydelse mærkes
fra de tyske sen-romantikere, Schumann
og Wagner, i detaillens følsomhed, rytmens
afveksling og orkestrets behandlingsmaade.
Den, der her har skabt noget af det
skønneste er uden tvivl Stenhammar i hans
Bardens ballad, Ithaka og særlig Flores
och Blanzeflor. Hvor drømmer ikke
for-og efterspillet i den sidste smukt om
blommas och hvitblommas kærlighed, hvilken
stemning af eventyr og sommer over selve
fabelen! engenes kløver dufter i de
solvarme harmonier og den gamle herregaards
mure spejler sig i borggraven, men over
det hele billede ligger den fjerne stemnings
taage, der dølger og lader ane; man ved,
at løftes slørets flig, ser man »två
konungabarn som leka med spiror och äpplen af
gull». — Lignende lyrik lever i Sjögrens,
Aulins og Peterson-Bergers værker, der
som regel mere har deres styrke i fine
enkeltheder end i helhedens storhed og
fantasi. Fantasien træffes derimod i
udpræget Grad i Sibelius’ ballader, mest vel
i den farverige Koskenlaskiati morsiamet
men ogsaa i de mindre Under strandens
granar, Hertig Magnus og Jubal.1 Denne
sidste er ogsaa komponeret af Ture
Rangström, som sikkert er en af det unge
Sveriges bedste begavelser; i hans Ballad til
Josephsons tekst gaar moderne raffinement
haand i haand med folkevisens simpelhed.—
Pladshensyn forbyder her nærmere at
skildre efter fortjeneste de talrige nye
svenske ballader — den plads der endnu
maatte være tilovers bør naturligt vies
Forsell.
Ved sine ballade-koncerter har
Forseli bragt liv og lys over en del af den
nordiske musikliteratur, der ikke blot
som enkelte værker betragtet ofte er af
hoj musikalsk værdi, men som i sin
helhed viser ejendommeligheder, der danner
vigtige og supplerende træk i deres
komponisters fysiognomi. De skandinaviske
1 Disse er dog, ligesom Knud Lavard, ikke
sungne vid Forseils ballade-koncerter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
