Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Skibsskruen. Av Carl Sörensen - Klockbojen. Av Karl Asplund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
SKIBSSKRUEN
Inspektøren svarede ikke. Han gik
det hele nøje efter og lod sig til sidst
ro agterud og besaa Mester Hansens
Skibsskrue. Og saa stod han atter i
Maskinrummet og stirrede paa de
forbidte og sønderslidte Rester af det store
Jernskod, medens Mester Hansen fortalte
og forklarede.
— Vi maa vel i Dok og have en
rigtig Skrue sat paa, sluttede Mester
Hansen. Maskininspektøren nikkede.
— Ja, saa bliver vi nødt til at oplosse
Hveden, ellers falder Skibet fra hinanden
som en moden Aakande.
— Selvfølgelig skal Hveden losses op
først, sagde Inspektøren og nikkede
anden Gang.
— Og saa, sagde Mester Hansen og
skød Hjertet op i Livet, for nu kom han
til det værste. Hvor ofte havde ikke den
pæne, gamle Månd der jamret sig og
klynket, og tordnet og lynet ham, første
Mester Hansen, ned gennem Bunden af
Skibet, helt ned i Jordens hvidglødende
Indre, fordi han havde brugt et Par Tons
Kul for meget paa en Tur paa flere
Tusinde Kvartmil; og nu maatte han
oplyse, at han havde ødslet med Kul,
fraadset i Kul. — Og saa maa vi fylde
Kul. Vi har kun et Par og tredive
Tons tilbage i Bunkerne. Det er det
hele.
Det gav et Sæt i Inspektøren af
gammel Vane, da han hørte Ordet Kul. Men
han blev mod Sædvane straks igen rolig.
— Naturligvis, sagde han og nikkede
for tredie Gang og slog ud med
Haanden. Han skældte ikke. Han klynkede
ikke. Han hverken lynede eller
tordnede for til sidst at opgive det hele som
haabløst og nævne et latterligt ringe
Antal Tons for tillstrækkeligt til at
udføre Vidundere. Han sagde
»Naturligvis» og slog ud med Haanden, som om
hans og Selskabets Rundhaandethed
overgik enhver Grænse og ethvert Begreb.
— Ja, saa er der ikke andet, sagde
Mester Hansen og løftede Hovedet og
saa ham roligt i Øjnene. Thi han vidste
nu med Sikkerhed, at hans Skibsskrue
var det bedste Stykke Smedearbejde, der
var gjort paa Atlanterhavet i mange Aar,
og at han selv i dette Øjeblik stod for
sin øverste foresattes Øjne som en Månd,
der var værd sine to Hundrede og
fyrretyve Pund levende Vægt vejet op i Guld.
KLOCKBOJEN
Av KARL ASPLUND
En kolgrå klockboj gungar av och an
fantastiskt levande — en ensam man,
en kåpklädd eremit, som stiger
till mötes ur en mörknad, regngrå sky
bland dyningsgångens blanka berg av bly.
Han vrider sig och kämpar hårt i
ångest. — Klockan tiger.
Nu ökar vinden, växer sjön och grävs
allt mera djup. Den mörka bojen hävs
allt mera rolöst högt på berg av vatten
och dyker djupt i varje djupnad grop.
— Då klämtar klart hans klockas
ångestrop
befriande och milslångt genom natten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
