Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Vilhelm Herold. Av Gunnar Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VILHELM HEROLD
28 7
er at indrömme — nu engång ikke et
musikalsk folkefærd. Hvilket dog ikke vil
sige det samme som at vi mangler interesse
og lyst til at höre musik; men som helhed
taget, mangler der i gengivelsen ofte den
absolute musikalske stilsans, evnen til at trække
et musikværks linjer op med en foling, der,
for at bruge et tysk yndlingsudtryk, er
»kongenial» med komponistens.
Gengivelsen faar alt for ofte et »transponeret»
præg, vi tillæmper den efter vor smag,
vor sædvane, vor kultur. — Nu er der
ikke noget sted, at ordet kultur lettere
falder paa læben end overfor det kgl.
theaters skuespilkunst; den er et resultat
af mere end et aarhundredes stadig
fortsatte tradition indenfor de samme rammer,
som der altid var store, til tider
geniale, skuespillere til at udfylde; denne
konglige danske dramatiske kultur har i
de svundne aar hævet mangen forfatter
samt hans værk, om ikke til skyerne saa
dog til et adskilligt höjere stade og længere
levetid, end samme vilde have været
henvist til, om han var faldet i mindre
nænsomme hænder; og som fölge af dette
privilegerede racepræg saa skuespillet ned
paa operaen som patricieren paa den
uslebne plebejer. — Indtil Herold kom og
overförte skuespillets kultur til operaen;
han, der ikke for intet til læremester har
haft den danske scenekulturs nestor, skue-
canio i bajadser.
don josé i carmen.
spilleren Jerndorff, skabte stil i det för saa
tilfældige operaensemble.
Herved kom Herolds kunst dramatisk
set ofte til at kontrastere med den gængse
operastil, der ifölge hele sit væsen oftest
vil söge at virke, om ikke udelukkende
ved det udvendige, saa dog fortrinsvis
gennem ydre midler, ved legemets
bevægelser og stillinger, der kan betage ved deres
plastiske skönhed og virke umiddelbart ved
det raffinement, hvormed de kan understrege
den musikalske linje, men som lige saa ofte
forfalder til stereotyp og beregnet manér.
Herold blev aldrig nogen »roi des
attitudes», han var den intime operakunstner,
der forstod de smaa midlers virkning; ved
det tilsyneladende tilfældige, ved uberegnede
bevægelser, ved et smil, et pludseligt glimt
i öjet af lykke naaede han en virkning,
der ofte var sublim og altid fængslende.
Han fandt det, der staar mellem linjerne
i partituret, alt det som komponisten ikke
kan udtrykke i noder, men som de fleste
sangere aldrig faar öje paa. Hans stil,
der var opvokset af den danske
scenekunsts jordbund, var samtidig ikke uden
lighedspunkter med en moderne operastil,
som paa Europas forende scener, t. ex. i
Dresden, i de senere aar er ved at fortrænge
meget af det gamle skablonmæssige, og
hvis første navne er en Caruso ogChaliapine.
Heller ikke sangligt var Herold egent-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
