Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Thor Lange. Af Otto Borchsenius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
OTTO BORCHSENIUS
og venlige Husfrue talte og skrev sin
Ægtefælles Sprog, fandt danske og andre
nordiske Landsmænd altid venlig Modtagelse
og, om fornødent, Hjælp og Støtte.
Stakkels strandede Mennesker har mange Gange
taknemmelig trykket den danske Konsuls
Haand. Ved festlige Lejligheder var han
en statelig Repræsentant for sit Fædreland.
Han blev Statsraad og Excellence og bar
talrige baade danske og russiske høje Ordener.
Trods dette sit baade flittige og optagne
Liv førte han alligevel stadig i Aarenes Løb
et saavel ret omfangsrigt som
betydningsfuldt dansk Forfatterskab igennem. Han
var en trofast Bidragyder til hjemlige Blade
og Tidsskrifter, snart med sine nu saa
berømte Oversættelser af Alverdens
Folkesange, snart med originale Digte af samme
Støbning og Stemning, snart igen med
Redegørelser for nyere russisk Literatur eller
Rejseskildringer fra Grækenland og
Orienten. Han var den første, der oversatte
noget af Leo Tolstoj paa Dansk, ligesom
han ogsaa en Tid lang syslede med Planer
om at oversætte Turgenjev fra
Originalsproget. For en Afhandling om Alexiej
Tolstoj erhvervede han sig i 1894 den
filosofiske Doktorgrad ved Københavns
Universitet. Til hans ypperste Oversættelser
hører endvidere Longfellows »Den gyldne
Legende», om hvis Vers Kendere udtalte,
at de var endnu smukkere i Oversættelsen
end i Originalen.
En særlig Plads i hans Forfatterskab
indtager dernæst hans Oversættelser af græske
Tragikere, Æskylos’ »Sonofret», Sofokles’
»Antigone», »Kong Ødipus» og »Ajas»,
Evripides’ »Ion», hvortil for et Par Aar
siden føjedes Terentius’ »Pigen fra Andros».
I disse skønne Gengivelser, hvor
Korsangene er behandlede lyrisk frit med vore
Dages Krav til Versemaal og Rim, naaede
Thor Langes metriske Kunst og sjældne
Sprogevne overordentlig højt, og det var
ham en Sorg, at vore Theatre ikke rakte
ham en hjælpende Haand med at føre de
gamle Digterværker frem og højne det
aandelige Niveau i jordbundne og tomme
Tider. Til Korsangene i Æskylos’
»Sonofret» havde han endogsaa gjort det
dristige Forsøg at bruge Musik fra Glucks
Operaer »Ifigenia i Tauris» og »Alceste»
og havde den Glæde, at anerkendte Musikere
billigede hans Tanke. Det maa være
Fremtiden forbeholdt at gøre Alvor af Planen.
Men naturligvis er og bliver det hans
Digtsamlinger med saavel de oversatte
Folkeviser som hans egne lyriske Digte, der
fremfor alt vil bevare hans Navn i dansk
Literatur. De er en 6—7 i Tallet og bærer
beskedne Navne som »Fra fremmede Lande»,.
»Fjærne Melodier», »Strængespil»,
»Nocturner og Folkeviser», »Gennem farvet Glas»
o. s. fr., men ligesom danske Komponister —
med den højt begavede Peter Emil
Lange-Müller i Spidsen — strax søgte til det rige
Skatkammer, og fra Koncertsalene gjorde
Folkeviserne til Almeneje i de tusind Hjem,
saaledes trængte det lidt efter lidt igennem,
at Lyriken, der fra Johannes Ewald til
Holger Drachmann havde været dansk
Literaturs særlige Stolthed, med Thor Lange
havde skudt et nyt og ejendommeligt Skud.
I det smukke Eftermæle, der fra alle Sider
blev Thor Lange til Del ved hans Død,
var det heller ikke mindst glædeligt at høre,
hvorledes de unge danske Lyrikere, der
ellers i Livsanskuelser stod ham saa fjærnt,
kappedes om at hylde ham som
Foregangsmand og Mester. Det tør vel derfor ogsaa
selv i et svensk Tidsskrift siges, at det
svenske Akademi, da det for første Gang
skulde uddele den literære Nobelpræmie,
ikke havde behøvet at tage til Takke med
en — langt ringere — fransk Lyriker.
Selv uden at regne Thor Langes
Oversættelser af de græske Tragikere med, turde
ingen nulevende lyrisk Digter som han
have opfyldt Nobels Betingelser for ideel
eller idealistisk Digtning.
Og som Alfred Nobel efter sin Død
skænkede sine Rigdomme til sit
Fædreland — eller som de udvandrede Grækere
stadig ihukommer det gamle Athen og det
nye Hellas — saaledes var Danmark heller
aldrig ude af Thor Langes Tanker. Alt,
hvad han oppebar af Honorarer fra Hjemmet,
og adskilligt mere dertil, forvaltedes af en
hengiven Barndomsveninde, Frøken Anna
P. Krarup, og anvendtes af hende i
Forening med andre danske gode Venner til
at rejse en Række Mindestene rundt i det
gamle uforglemmelige Fædreland over kendte
historiske Personligheder: Magnus den Gode
i Skibelund Krat ved Sønderjyllands Grænse,
Knud Lavard ved Haraldsted Skov i
Sjælland, Reformationens Førstemand Christiern
Pedersen, til Minde om Slaget paa
Grathe-hede og Mordet i Finderup Lade o. s. fr.
Stenene skal tale til sene Tider og vidne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
