Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Franz Neruda. Af Godtfred Skjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432
GODTFRED SKJERNE
Foto. Georg E. Hansen.
NERUDA-TRIOEN.
skulde føre det vidén om. Gamle Joseph
Neruda var i månge Henseender en
mærkelig Månd, som Musiker paa det
nærmeste et Stykke af en Tusindkunstner, der
selv ikke blot lagde Grunden til, men endog
i det væsentlige bestred Børnenes
Uddannelse paa de forskellige Instrumenter,
Violin, Cello og Klaver, de smykkede med
deres Kunst. I dette Ensemble, der var
i Stand lil at fyldestgøre selv stærkt
forfinede Krav, dukkede Familiens næstyngste
Medlem, den kun i3aarige Franz, op i
Aaret 1856.
En gammel Beretning vil vide, at han,
der efter Broderens Død havde maattet
overtage Violoncellen i Familiekvartetten, netop
samme Aar under et Ophold i Dresden,
hvorfra Faderen efter Klaverspilleren
Charles Mayers Raad havde til Hensigt at tage
til København, eventuelt Skandinavien, med
Hænder og Fødder satte sig imod at
udstrække Rejsen til saadant et »kedeligt
Hul», hvorfor man styrede Kursen mod
Rusland, der alle Dage havde været
Familien en taknemlig Jordbund. Lidet anede
han dengang, at han skulde komme til at
ende sine Dage i denne By, efter i mere
end en Menneskealder at have følt den
som et andet Hjem. Kun seks Aar, og
den og hele Skandinavien skulde afsløre
sig for ham i et helt andet Lys.
Det var i Aaret 1861, Familien,
dengang begrænset til Franz og Søstrene
Wilhelmine og Maria, vovede Springet til
det kolde Nord, og det var paa svensk
Grund, dette Ensemble først vandt
Fodfæste. Svære Begejstringsstorme førte
hastigt dets Ry til Danmark, og i Marts
Maaned 1862 dukkede det for første Gang
op i København. Det var ingenlunde
nogen død Tid at komme til Danmarks
Hovedstad paa. Tværtimod. Netop dette
Aar florerede Musiklivet som ingensinde
før. Og Navnene var heller ikke af de
ringeste. En Mundsmag vil opnaaes
gennem følgende adjektiviske Opregning af
Erik Bøgh, der saaledes nævner »de to
smaa Delépierrer med Fader og
Gouver-nante, de to unge Raczecker, den lille
Pö-nitz, den store Bendel, den mageløse
Michaeli, den uforlignelige Biondini, det
uovertræffelige Kunstnerpar Lund og saa til
Slutning den verdensberømte Servais —
ikke at tale om den fortryllende Liewen,
den mægtige Caroline Lehmann, den
tu-sindfingrede Haberbier, de over al
Beskrivelse henrivende Nerudaer, Magikeren
Dreyschock og Troldkongen Rubinstein og
alle vore egne Virtuoser».
Det lille Ensemble kom ikke til at
fortryde, at det omsider havde lagt Vejen
om ad Nordens Athen. Navnlig Wilma
Neruda, »die Geigenfee», som hun er
bleven kaldt ude i den store Verden, tog alle
med Storm. Begejstringen var endnu
stærkere end over Københavnernes daværende
Yndling, Operasanger Nyrop paa det kgl.
Teater, og Ekstasen mindede meget om
Pepitamanien faa Aar i Forvejen. Erik
Bøgh, Datidens spøgefuldeste Kronikør,
fortæller, at Enthusiasterne ligefrem henvendte
sig til Direktøren for Folketeatret, hvor
Nerudaerne optraadte, med Anmodning om
Tilladelse lil under Formiddagsprøverne at
øve sig i Buketkastning for at erhverve
den fornødne ballistiske Færdighed til selve
Forestillingerne, medens Musikdirektøren,
C. C. Møller, paa samme Tid havde en
meget vanskelig Stilling som
Orkesterdirigent, idet han hvert Øjeblik var udsat for
at faa i Hovedet, hvad der skulde kastes
for Virtuosindens Fødder.
For den berømte Søster syntes Franz
næsten helt at træde i Skygge, men der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
