Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Franz Neruda. Af Godtfred Skjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRANZ NERUDA
433
var i Köbenhavn Folk, der spidsede Øren
ved den unge Østerrigers Spil, Kendere,
som bag Beskedenheden vejrede den sjældne
Musikerindividualitet, og de glemte ham
ikke. Ved sin Ankomst til Danmark var
Franz Neruda allerede en ualmindelig
fremragende Cellist. Sin seneste Udvikling
paa dette Punkt skyldte han den berømte
François Servais, »Violoncellens Paganini»,
hvem han havde truffet i Warschau og
senere en kortere Tid slaaet Følge med. Det
karakteristiske ved Nerudas Spillemaade
angives ved de samme Ejendommeligheder,
som knytter sig til den af Platel
grundlagde belgiske Skole, for hvilken Servais
var saa ypperligt et Udtryk. Hertil kom
det halvslaviske Element i hans
Temperament, der meddelte hans store, syngende
og klangskønne Tone en Nerve, en Timbre,
som var den født af selve Instrumentets
inderste skælvende Sjæl. Og han elskede
dette Instrument. Han omfattede det til
det sidste med næppe mindre rørende
Kærlighed end i sin Tid Kellermann sin
»Therese».
Baade dette og det følgende Aar var
der rig Lejlighed til at hore Neruda og
hans Søstre, men saa mødte Wilma i
Stockholm sin Skæbne i Skikkelse af
Hofkapelmesteren Ludvig Norman. Dermed var
Nerudaerne med det første Baand knyttet
til Skandinavien, og det skulde ikke blive
ved dette ene.
Med Søsterens Giftermaal opløstes det
lille Selskab. Maria og Franz søgte
tilbage til Hjemmet. Da indtraf der en
Begivenhed, som paany skulde kalde Franz
til København og tilmed for Livet knytte
ham til denne By. Gennem sin Optræden
her havde han vundet sig mange Venner
indenfor de toneangivende musikalske
Krese. Ikke mindst havde den unge
temperamentfulde Udlænding vundet for sig
den Månd, der paa dette Tidpunkt stod
med det største Navn og den mægtigste
Indflydelse indenfor dansk Musikliv, selve
Niels W. Gade, der højst ugerne havde
set ham forlade Landet. Men Forholdene
var dengang ikke tyske Kunstnere
synderlig gunstige. Man erindre, at det var
omkring det skæbnesvangre Krigsaar 1864.
I de senere Aar var Spændingen med
Hertugdømmerne tiltaget voldsomt,
Modsætningen mellem dansk og tysk skærpet i en
hidtil ukendt Grad. Overalt satte dette
Ord och Bild, 2‡;e årg.
Foto, Georg E, Hansen.
FRANZ NERUDA 1863.
Spor, ogsaa i Teatre og Koncertsale.
Tyskerne forsvandt, og Delépierrerne, Prume,
Désirée Artot etc. var nu de vigtigste
Navne paa Programmet.
Under disse Forhold skulde
Nybesæt-telsen af en Cellistplads i det kgl. Kapel
ikke synes at kunne sætte Sindene i
Bevægelse. Men Pressen anede Uraad. Man
kom under Vejr med, at den var tiltænkt
Neruda. Pludselig gik de nationale
Dønninger højt, og Stemningen tvang
Teaterledelsen til at udmelde Konkurrence. Gade,
om hvis nationale Sindelag der ikke kunde
tvistes, saa mere nøgternt paa Situationen.
For ham var i et Forhold som dette
Musikens hellige Sag Nummer Et. Og han
nærede ingen Frygt for sin Protegé, og
denne gik da ogsaa sejrrig ud af
Konkurrencen. Overfor et saadant Argument
havde man intet andet at gøre end at
acquiescere ved det passerede, og hverken
Teatret eller Offentligheden fik nogen Grund
til Misnøje med Resultatet. Dette skete i
Juni under Vaabenstilstanden. Men havde
Spørgsmaalet blot foreligget en Maaned
senere, efter Tyskernes Overgang til Als,
havde end ikke Gades Autoritet mægtet at
føre Nerudas Kandidatur igennem, og efter
al Sandsynlighed havde da hverken Stock-
28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
