Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Ur bokmarknaden - Av Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442
CARL BEHRENS
OR EFTERTIDEN er Caroline
Böhmer-Schlegel-Schelling, födt
Michaelis, kommen til at
personificere en hel Side af den tyske
Romantik — Kvindesiden. Hun er — for
at bruge Slutningsordene i Beatrice Zades
smukke Bog — Retningens »odödliga
sångmö».
Men hun maatte betale den
Udodelig-hed, hun er gaaet ind til, haardt og bittert.
Hendes Liv, som det opruller sig for os,
er en Tragedie fra hendes Ungdom til
hendes tidlige Dod. Som ung Pige led hun
under Forældrenes Despoti og Egoisme —
de var ganske ude af Stand til at
underordne sig den nye Tids Krav, som de kom
til Orde gennem deres Born. Hendes Fader
var den lærde Polyhistor I. D. Michaelis,
der henved et halvt Aarhundrede var
Professor i Gottingen, hvor Caroline fodtes den
2:den September 1763. Han frembød for
sin sværmeriske Datter Billedet af en
trøstesløs Olding — »hvilket elendigt Liv lever
ikke en lærd Månd! Aa, prøv dog paa
til Livets Ende at bevare Forstaaelsen af
den aabne, vide Verden, thi den er vor
hojeste Lykke», skriver hun til en af sine
Brodre med Henblik paa Faderen. Den
Forstaaelse glippede aldrig for Caroline.
Livet kunde ikke forme sig let for en
saa livlig, letbevægelig, heftig og
uforsigtig Natur. Sit förste Ægteskab med Lægen
Bøhmer indgik hun for sine Forældres
Skyld — efter fire Aars Forlob blev hun
Enke og stod alene med et Par Born,
deriblandt Datteren Auguste, der blev hendes
Livs største Sorg.
Fru Zade skildrer nu paa Grundlag af
Kilderne i brede, al men tilgængelige Træk
Gangen i Carolines Liv, uden Forsøg paa
at revidere de engang fældede Domme,
men med skønsom Anvendelse af hendes
egne Breve, der nylig er udkomne i en ny
og fyldig Udgave ved Erich Schmidt, den
dybt savnede Litteraturhistorikers sidste
Arbejde. Som Fru Zade har anlagt sin Bog,
læses den som en underholdende Roman,
men den er blot langt mere tiltrækkende
end alle Fantasiens Opfindelser ved at føre
os paa nært Hold en Kvinde, som dybt
fik at sande den jordiske Tilværelses
Ubestandighed og Menneskenes låve Sind. Hvad
maatte hun ikke gaa igennem! Hendes
Ophold i Mainz, hvor hun efter Mandens
Dod besøger sin Veninde Therese Forster,
afsluttes med pinagtigt Fængselsophold, da
hun bliver mistænkt for at have deltaget i
franske Konspirationer. Og til sit Fængsel
medbringer hun den frygtelige Vished, at
hun skal fode den unge franske Löjtnant
Crancé, hun har staaet i Forhold til i Mainz,
et Barn.
Nu udvikler hendes Liv sig dramatisk
— det lykkes hende at komme ud af
Fængslet, og ved Hjælp af Brødrene A. W.
og Fr. Schlegel der er hendes trofaste
Venner, finder hun den landlige Idyl, hvor hun
i Skjul for onde Øjne kan føde Barnet
til Verden. Det stakkels lille Væsen
sættes i Pleje og dør snart — Caroline ægter
A. W. Schlegel, bliver hans ivrige
Medarbejderske paa Shakespeare-Oversættelsen,
hans trofaste Stötte i den unge romantiske
Kreds, som mere og mere forvandles til en
litterær Skole. For sent indser hun, at det
aandelige Venskabsforbund med Schlegel
aldrig burde være blevet et Ægteskab. Hun
skriver senere hen: »Schlegel burde altid
kun have været en Ven for mig, saaledes
som han hele sit Liv igennem saa ædelt
og redeligt har været det.» Schlegel var
ikke den Månd, som aandelig talt kunde
blive den rette Stotte for Caroline — hun
kunde ikke se op til ham, var ham paa
mange Punkter overlegen.
Saa træder en ny Månd frem paa
Skuepladsen: Schelling. I ham møder hun den
store Lykke. Nu var den ingen Chimære,
men sand og levende Virkelighed. Hans
geniale Personlighed betog hende, hans
Karakter og Verdensanskuelse vakte
hendes fulde Beundring.
Hun vandt ham, naaede ved Goethes
Mellemkomst hos Sachsen-Weimars Hertug
Karl August hurtig Opløsning af sit
Ægteskab, men sin Lykke havde hun betalt
dyrt: Hendes elskede, geniale Datter Auguste,
det eneste Barn, hun havde beholdt tilbage,
dode pludselig. Storreisen af dette Tab
kunde — som A. W. Schlegel skrev —
ikke udtrykkes i Ord. Men hun samlede
sig atter og ægtede Schelling, til hvem hun
nærede fuld Kærlighed og Beundring: Han
har aldrig svigtet hendes Forventninger,
har baaret hende over alle Afgrunde; hos
ham finder hun stadig ny Lykke, den
Verden, hvor hele hendes eget Indre
genspejles.
Men nu da Lykken er vundet, vaagner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
