Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Duerne. Av Valdemar Rördam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DUERNE
Av VALDEMAR RORDAM
I.
Himlens Sön er flygtet.
Fra Paladsets Porte
gennem Ha-ta’s Hvælv
rappere end Rygtet
drog de otte sorte
Muldyr Fyrsten selv
I sit gyldne Bur,
ung och spæd og veg,
sad den Himmelbårne.
Der var Mark bag Mur;
Fjeldvej steg og steg
mod Sinanfu’s Tårne.
Her i döde Heltes öde Haller
her, blandt rustne Sværd i stovtungt Spind,
hænger Spinderne som skrumpne Skaller —
her blev Midtens Hersker båret ind.
Her i Tårnet sidder Kinas Kejser
åbenöjet mellem Spind og Stöv;
fornemt ubevægelig han knejser,
svöbt i guldgul Silke, spæd og slöv.
Men i Peking i Paladset
under Blåregns Blomsterbuer,
af den brune Gilding passet,
kurrer Kejserhavens Duer
blidt som altid: Gu-gu-gu!
Jord og Himmel står endnu.
II.
Styrtet er den höje!
Kinas Kejsermoder,
som en Verden holdt,
flöj med lukket Öje
over Mark og Floder,
fed og vred og stolt.
Under Bårens Stang
löb som Lögn og Frygt
otte sorte Trælle;
deres Hoder sprang,
da hun selv stod trygt
bag Sinanfu’s Fjælde.
Ord och Bild, 24:1 årg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
