Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Kammeratskabet i Norden. Af Vilh. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
VILH. ANDERSEN
de nærmeste Redskaber, Næverne. Der
er et Udtryk, som ikke oprindelig er
saaledes ment, men som kan fortolkes
i denne Retning: at slaa sig
sammen. Vi har slaaet os sammen. Vi
har kæmpet om de tre Kroner som
Drengene paa Gaden om en Tiöre eller
en Messingknap og kan nu, da vi
stadig kappes, skönt om Sager, der skærer
mindre i Ojet, uden Nag se tilbage paa
dette Slagsmaal, hvormed vi bankede
Kræfterne frem i hinanden.
Kammerater maa være liberale,
villige til at finde hos en anden, hvad der
fattes en selv, til at modtage, hvad man
selv ikke kan yde, skiftevis hjælpende og
hjulpne af hinanden — altsammen ud
fra Fölelsen af at supplere hinanden
indenfor samme Enhed.
Af denne Fölelse kan atter udvikle
sig en Affinitet, et Valgslægtskab
mellem Kammeraterne, der i visse Maader
gaar dybere end det födte Broderskab,
en Længsel efter at udfylde sig, en
Kærlighed til Helheden. Hvor denne
Helhed ikke foreligger som en fuldbyrdet
Realitet i Form af en Fabrik, et Fag,
et Statssamfund, men foresvæver Sindet
som en Idé, der faar denne Kærlighed
Karakteren af en platonisk Eros.
Man husker den humoristiske
Forklaring, som Platon selv har givet af
den naturlige Eros, Könskærligheden.
At Mennesket i Tidernes Morgen var et
Dobbeltvæsen, mod hvis Overmod
Guderne udfandt det radikale Raad at flekke
det i to tilsyneladende selvstændige
Halvdele. Derved fremkom de
nuværende Mennesker, som siden deres
Ophav har spildt eller svækket deres
Kræfter ved en umættelig Higen efter at
udfinde netop den Halvdel, der kan göre
dem hele paa ny. Denne Higen er Eros,
Kærlighed, et Barn af Rigdom og
Fattigdom tillige, en af Grundkræfterne i
Tilværelsen.
Denne Mythe er paa en Maade
bleven virkeliggjort i de nordiske Folks
Historie. Den nordiske Gigant gik blot ikke
i to Stykker men i tre. Og saa begyndte
den Hurlumhej, de som oftest
mislykkede Forsög paa med Magt at sætte
Stumperne sammen, der er Nordens
Historie. Men Stumpernes Længsel efter
at komme sammen, den sympathetiske
Klöen og Krillen i Snitfladerne er det,
man har kaldt Skandinavisme. Intet
Under, at denne Bevægelse gik dybest
i det amputerede Danmark, der havde
aabne Saarflader til alle Sider.
En dansk Digter har givet denne
platoniske Skandinavisme et höjpoetisk
Udtryk. I Oehlenschlägers Heltedigt
»Hrolf Krake», hvor tre nordiske Helte
optræder som Kammerater, drages
Svenskeren Vögg til Danmark af en
Længsel, der forklares ved, at han har sit
Hjem ved Venern, hvor, efter Sagnet,
det bortsvömmede Sjælland laa. Og da
han kom dertil, »da tyktes ham, at
Lövet en Gaade löste bråt, som
Vener-söens Bölger för sused mangen Nat».
Söen længes efter Oen som, med et
svimlere Perspektiv, Fyrren efter Palmen
i Heines Digt.
Aaret efter, at Oehlenschläger havde
skrevet dette, foretog han selv den
modsatte Bevægelse, idet han for förste Gang
var i Skaane. Der hilstes han ikke blot
af den tegnérske Laure, men af den
svenske Gran, som Vögg af Bögen. Paa
Gulvet hos hans Vært i Malmö var der
efter svensk Skik ströet smaa Grankviste:
»Det satte min Indbildning saa aldeles
ind i Fyrre- og Granskovenes Land».
For den Art Romantik er
Digtersindet endnu aabent. Heidenstam klager
over den sjællöse Modernisering af
Bykulturen i Sverrig, selv i Smaastæderne.
»Rejs i Stedet til Danmark», siger han,
»og bag ved de smaa Ruder, hvor de
hvide Gardiner og Vinduesblomsterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
