Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - En Gaard under Bjærget. Af Astrid Ehrencron-Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
fyldt de halvfjers, men hun kunde for
den Sags Skyld meget vel have været
ti, ja tyve Aar ældre. Thi hendes
Ansigt var ældegult og pergamentagtigt, og
hendes gyldenbrune Ojne, der sikkert
engang havde været meget smukke,
havde nu denne mælkeagtige Opalhinde
over Pupillen, der endnu i levende Live
meddeler den et brustent og slukt
Udtrykt. Hun bar over sin snævre, sorte
Silkekjole et stövfarvet, meget langt Sjal
af et mærkeligt, gennemsigtigt Stof, der
lignede det, hvori man indsvöbte
Mumierne. Hun bar det krydset over Bryst
og Ryg og trak det bestandig tættere
sammen om sin magre og indsunkne
Skikkelse; som frös hun i den skumle
Spisestue, der sandelig heller ikke var
noget videre lunt Opholdssted paa denne
klamme Regnaften.
Hun talte ikke ret meget, men bad
mig strax indrette mig, som om jeg
var gammelkendt i Huset, og betragte
det som mit Hjem, saa længe det maatte
behage mig. Og blot tilgive hende, at
hun fölte sig for gammel og træt til at
formaa et tage Del i en Fremmeds
Interesser og Syslen. Mit Besög var hende
derfor ikke mindre kært, tilföjetle hun
venligt.
Da Maaltidet var forbi, rejste begge
de gamle Herrer sig samtidigt og sköd
deres Stole ind under Bordet; men
medens den ene blev staaende og, i det
han slcg Hælene sammen, med et Buk
hilste paa Husets Frue, gik den anden
hen og löftede hendes Haand, som han
ærbödigt kyssede, hvorefter han beholdt
den et Öjeblik mellem sine. De gik
siden begge hen til et Skakbord i en af
Vindusfordybningerne, hvor de med den
ene Haand under Kinden, tavse og med
lange Mellemrum, lod den anden flytte
nu een, nu en anden af Brikkerne.
Den lille Russerinde, som trods sin
tyske Undersaatlighed dog ikke talte
dette Sprog stort bedre end jeg selv,
fulgte mig ud i Haven, hvor vi en
Timestid vandrede frem og tilbage under
Æbletræerne. Vi talte om Vejret og Væden,
og om den afskyelige Regnpaakalder,
den lille, skjulte Engknarre, som
ustandselig opfyldte Luften med sin Skræppen,
hin sære Fugl, som aldrig kan faa Regn
nok, og derfor gemmer sig for
Menneskenes Vrede. Vi talte om den dystre
Udsigt til de blaatindede Skyskrabere,
der stod som en skarp og lidelsefyldt
Tornekrone Horizonten rundt; om den
overdaadigt söde Duft fra Kaprifolierne
og de tunge Roser — om alle disse
selvfölgelige Ting, som to, der ser
hinanden förste Gang, nödvendigvis maatte
tale om paa dette Sted.
Indtil hun endelig, efter at have
fortalt mig, hvad hun vidste om de to
gamle Brödre, til min Tilfredshed gav
sig til at tale om Gaarden og dens
Ejerinde.
Og jeg erfarede nu, at Grunden til
den gamle Dames Livstræthed og
aabenbare Ligegyldighed for alt om hende
skrev sig fra en Ulykke, som engang i
hendes Ungdom havde ramt hende. Og
som hun aldrig havde forvundet, men
levede under Trykket, ja, Rædslen af,
endnu den Dag i Dag.
»Fräulein Vanja», som Russerinden
kaldtes her i Huset, vidste det fra den
gamle Husholderske. Hun havde
betroet hende det en Aften for længe
siden, og hun, Fräulein Vanja, havde
aldrig misbrugt hendes Fortrolighed —
saa sandt som hun stod her foran mig,
havde hun aldrig talt om det til noget
Menneske, för nu. Aa, men denne
Aften — hun fölte sig saa trykket, saa
angst — ak Gud, hun plejede altid i det
mindste een Gang om Maaneden at faa
sendt nogle Ord hjemmefra, et Kort
fra hendes Kæreste, som langsommeligt
var naaet frem til hende. Ofte var denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
