Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - En Gaard under Bjærget. Af Astrid Ehrencron-Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
ASTRID EHRENCRON-KIDDE
svage og dyrebare Skrift næsten gjort
ulæselig af Regnen, naar hun modtog
Forsendelsen. Men i mere end
halvanden Maaned havde hun nu intet
modtaget — ikke den mindste Linie fra hans
Haand. Han gjorde Tjeneste som Læge
ved et Regiment — ak Gud,
Menneskene mödtes saa sent i Livet, og de
havde saa liden Tid at spilde — om hun
alt nu skulde miste ham . . .
Hun standsede midt i Gangen og gav
sig til at hulke i sine Hænder. Men
pludselig saae hun op og bröd af midt
i Graaden. Hun stäk sin Arm ind under
min. »Det var jo ikke om mig, vi skulde
tale», sagde hun, i det hun trak mig
ned ad en Sidegang, »det var om den
gamle Frue.»
Det, hun vidste om hendes Skæbne,
var förövrigt ikke stort, sagde hun, kun
Hovedlinjerne; men de havde sagt hende
tilstrækkeligt. Maatte hun blot aldrig
lære mere af hendes Ulykke at kende!
Hun var blevet gift i en meget ung
Alder — vistnok ikke stort over tyve
Aar, tilföjede hun med et Suk, som
vejede hun denne tidlige Ungdom mod
sin egen, der syntes hende at blomstre
her til Glæde for ingen. Men allerede
i det tredie Aar af sit Ægteskab var
hun bleven Enke, og paa en sorgelig og
forfærdelig Maade.
Det var en iskold Vinteraften i Marts
Maaned, at hun og hendes Månd var
kört sammen ned til Söen Törnen, der
ligger omtrent en Kilometer neden for
Gaarden; fordi han vilde skyde et Kuld
Hjerper, som de i de sidste Nætter
havde hort gaa og skrige af Kulde ude
paa Isen, og som hindrede hende i at
sove.
De havde varet ene to, og hun var
blevet siddende i Slæden, medens han
var gaaet ud paa Isen med sin Bösse,
et godt Stykke fra Land, hvor de i
Maaneskæret saa Fuglene gaa og slingre
paa Rad som en lang, sort Stribe i
Sneen.
Og dér ude, ene og hjælpelos, var han
gaaet i en Vaage, som Elven, der randt
under Isen, havde slaaet, og var druknet
for hendes Öjne. Uden at hun eller
nogen anden menneskelig Skabning havde
kunnet komme ham tilhjælp. Men han
havde skreget saa forfærdeligt, da han
sänk for hendes Blik — aa, saa
hjærte-skærende fortvivlet, at det Skrig aldrig
nogensinde havde ophört at lyde i
hendes Ören. Den ene af de to gamle
Majorer, som var en Ven af den Afdöde,
og som ofte opholdt sig lange Tider ad
Gangen paa Gaarden, var just da paa
Besög, havde Husholdersken fortalt, men
bröd op kort efter, saa at den unge Kone
var ganske ensom i sin Sorg. I det hun
bestemt havde nægtet at ville se nogen af
sine fjærnt boende Slægtninge hos sig.
Men siden den Aften skulde den
gamle Frue aldrig have været sig selv
mere. Det syntes, som om alt andet
Liv om og i hende var udslukt
samtidig med Mandens, hin frygtelige Isaften
paa Törnen Sö. Kun det
gennemtrængende Angstskrig var vedblevet at leve i
hendes’ Erindring; og endnu i hendes
höje Alderdom kunde det hænde, at
hun — der stedse led af en haablös
Sövnlöshed —- naar hun omsider var
faldet til Ro, pludselig foer op, vækket
ved et Vildfugleskrig eller ved et Par
Skader, der sloges i et af Lönnetræerne
— og raabte paa Folkene, at de maatte
op. Hörte de ikke, at deres Husbond
skreg ude paa Söen?
Vi stod nu ved den smalle Græssti,
som förte ned til Kokkenhaven, og da
jeg fölte mig træt og overvældet, dels af
det knugende Indtryk, som Russerindens
Berettelse havde gjort paa mig, og dels
af de milelange og mennesketomme
Skovstrækninger, som jeg, Time efter
Time, var kört igennem, böd jeg min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
