Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - En Gaard under Bjærget. Af Astrid Ehrencron-Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
ASTRID EHRENCRON-KIDDE
Uniform: den grönne Kofte med de sorte
Brystsnore, den vajende Fjerbusk, som
skjulte hele Hatten, den blaa Halslinning
og de irgrönne Epauletter. Men som en
stærk Kontrast til denne pralende og
martialske Udsmykning, stirrede mellem
Halslinningen og den fjervajende Hat et
saare blidt og melankolsk Ansigt
Beskueren i Möde, med et Par drömmende
Ojne af en skyggeagtig Farve og et
allerede træt og sygeligt Blik. Det slog
mig strax, at denne Uniform havde
passet bedre til det andet Portræt, med
dets dristige og aarvaagne Blik.
Dette sidste Ansigt mindede mig om
noget, jeg havde drömt eller set för —
og med eet stod det klart for mig, at
dette maatte være Billedet af en af de
gamle Majorer Ormhufvud som ung.
Netop saaledes maatte de have set ud
— hvem det var af dem, vidste jeg
ikke, thi först Morgendagen skulde vise
mig tydeligt de Træk, som Stuens
Skummelhed havde udvisket.
Jeg stod længe foran dette Billede i
den med Skygger fyldte Stue, hvor
Taagen svævede forbi Ruderne; naar et
af Lysene blussede op, syntes den unge
Månd at blinke sorgmodigt,
taarevip-pende med de trætte Öjne . . .
Jeg hörte pludselig Trin paa
Trappen, uden det var kommet til min
Bevidsthed, at Forstuedören var bleven
aabnet. Tunge Trin, hviskende Stemmer.
Den lille Russerinde sköd Dören til
Dagligstuen op og listede ind. Og et
Öjeblik efter vidste jeg alt.
Den gamle Frues Anelser havde, som
man vel kunde vide, vist sig
ubegrundede. Der var intet Lig fundet.
Hvorledes skulde det vel ogsaa være gaaet til?
Intet Atom kunde jo findes af det mere,
ivrede hun, som det havde ligget dér i
en Verden af Rovfiske og Forfærdelse.
Men den gamle Frue havde ikke villet
tro derpaa — formodentlig var en Dröm
Skyld i det hele — hun paastod, at
nogle Fiskere, som syslede med deres
Garn ved Strandbredden, havde fundet
Liget, men holdt det skjult i deres Baad,
fordi hun ikke var værdig til at se det.
Havde man hort Magen til Paafund?
Men pludselig havde hun revet sig lös
fra de andre, hun var löbet frem — var
snublet — og styrtet forover, og havde
slaaet Tindingen mod Baadens Kant.
Man havde baaret hende bevidstlos hjem.
Allerede et Kvarter efter kom
Russer-inden tilbage og fortalte, at den gamle
Frue nu atter var kommen til sig selv,
og var föjelig og stille som et Barn.
Hun havde bedt om noget at drikke og
laa nu hen i en sagtmodig Graad. Man
mente ikke, at Saaret i Tindingen var
ængstende, men vilde dog sende Vogn
efter Lægen strax næste Dag.
Beroliget vendte jeg tilbage til mit
Kammer. Og skönt jeg ikke gjorde
mig store Forhaabninger om at falde til
Ro Resten af Natten, lagde jeg mig dog
til Sengs for i hvert Fald at hvile en
Stund, saa godt det lod sig göre.
Jeg havde imidlertid ikke ligget stort
mere end en halv Times Tid, forend jeg
atter hörte löbende Trin udenfor mit
Vindu; og strax derefter blev der
banket paa Ruden til de gamle Brödres
Kammer. Var da alt ondt ude i Nat?
»Major Ormhufvud — Major
Ormhufvud!» hörte jeg nu Husholderskens
Stemme, »å Herre Gud — Major Sten
Ormhufvud får ögonblickligen lämna
gården, säger gamlafrun — å Herre
min Gud ändå ...»
Der blev ved at være tyst derinde
Men nu aabnedes Dören til Forstuen, og
den gamle Herre, som öjensynlig havde
givet sig Tid til at kaste noget Töj
om sig, traadte ud. »Vad står på?»
spurgte han roligt.
»A, Herre Gud, matmor hade drömt,
at herrns lik skulle bli funnet i natt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
