Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - En Gaard under Bjærget. Af Astrid Ehrencron-Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GAARD UNDER BJÆRGET
153
Men inte har det funnits, inte. Men nu
har hon fått för sig, att majoren
ovillkorligt skall få resa. Men endast major
Sten, säger hon. A Herre Gud ändå!
Nog kände jag på mig, att nån’ting
skulle hända, när majoren kom hit. Om
majoren gick till gamlafrun och
försökte lugna henne?»
Der blev atter tyst et Öjeblik. Saa
hörte jeg den gamle Herres Stemme,
og det syntes mig, som dirrede den i
Klangen: »Hälsa frun, att major Sten
far med solen. Styr om, att karriolen
kör fram klockan fem. Men major
Svante far med. De följas åt.»
Hvorefter Dören atter blev lukket.
Ja saa. Altsaa Major Stens Portræt,
tænkte jeg. Og Skyggerne fra den gamle
Stue slog atter sammen om mig. Var
det ved et Tilfælde, at det just var under
dette Billede, at Lysene havde brændt
denne Nat?
Jeg ved ikke, hvor langt jeg naaede
i mine Fantasier, forend Trætheden
overvældede mig, og jeg, alle pinlige Tanker
til Trods, faldt i en dyb Sövn, hvoraf
jeg först vaagnede ved Titiden, da
Frokostklokken ringede oppe fra Gaarden.
Det maatte have regnet igen den
sidste Del af Natten, thi Straataget, der
ludede frem over mit Vindu, dryppede
bestandig med en metallisk Klingren.
En vammelsöd Lugt af raaddent Hö
slog ind til mig, da jeg aabnede Ruden.
Nede paa Jorden, uden for Brödrenes
Kammer, laa et væltet Blomsterglas og
nogle nedtraadte Kaprifolier.
Jeg erfarede, da jeg kom op til
Frokostbordet, af Russerinden og den gamle
Husholderske, at Husets Frue alt var i
Bedring og Lægen undervejs. Förövrigt
var det aabenbart, at de begge af al
Magt sögte at reducere Nattens
Hændelser til det mindst mulige, og önskede
at henlede mine Tanker paa andre Em-
ner. De gamle Herrers pludselige
Afrejse forklarede de mig ved, at et
Telegram uopsætteligt havde kaldt dem til
deres Ejendom nede ved Arvika.
Men det gaar ikke at smyge et
Indtryk af sig, som man smyger et Sjal af
sine Skuldre. Ak, det syntes mig
bestandig, som svævede endnu i det graa
Dagslys Skyggebilleder forbi over
Væggene i den gamle Stue. Skygger af en
fjærn, uskyldig Bröde? En barnlig
Öm-hed, der havde forvildet og forsét sig
— maaske kun i Tankerne, i et
hemmeligt Blik, et flygtigt Kærtegn? En
dulgt og bange Dröm; eller —? Og
siden — en Levetids ubodelige Anger . . .
Og jeg kan ikke ryste de Skygger
af mig. Jeg maa herfra; jeg faar ingen
Ro til Arbejde her, end mindre til Hvile.
Og hvorfor skulde jeg blive? Den gamle
Frue har ingen Glæde af min Nærværelse
og Russerinden kan jeg ikke være til
nogen Hjælp. Og et sorgmodigt og
ulöfteligt Taageslör synes mig at hænge
over alt — over Lövet, jeg ser fra min
Stue — over Ansigterne og Klæderne
paa dem, jeg her kommer i Beröring med.
Maaske vil man undre sig over, at
jeg i en Tid som denne har Raad til at
lade mit Sind saa stærkt paavirke af en
enkelts Skæbne. Medens hver
Omdrejning af Urets Viser mejer Mennesker
ned som Græsstraa. Men bliver den
enkeltes Lidelser mindre, fordi Tusender,
ja Millioner lider med den? Og desuden:
»Lycklig den, som får sova!»
Men i Morgen forlader jeg den gamle
Gaard under Bjærget. Og naar Vejen
drejer ved Savværket nede ved Elven,
vil Lönnene og Granskovene lukke sig
om dens Gavl og slukke den som et
Lys for mine Öjne. Men i mit Sind vil
der endnu i lange Tider, naar Mörket
falder, stige et tungt og taageslöret
Minde fra hine löndomsfyldte Skove.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
