Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den evindelige Sejlads. Af Gunnar Gunnarsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
GUNNAR GUNNARSSON
— Jo, svarede den iltre franske
Konsul, hvis Skæg var det eneste, der i mørk
Frodighed nogenlunde kunde maale sig
med Modelægens — jo, kære Doktor,
for et Hop uden Hensigt er meningsløst.
— Man skal overhovedet ikke hoppe,
indskød den svulmende, lidt sure
Østriger, der stadig gik rundt med sin
syv-aarige Søn ved Haanden — begge
Alvorsmænd, begge Grovædere, klædt i
samme Stof, med ens Snit paa Tøjet —
Sønnen kun en mindre Udgave af sin
værdige Fader, naar et lyst hængende
Overskæg undtages.
— Hoppe, greb nu den spidse
Bøhmer, med det lunt-dristige Blink i Øjet,
Ordet, nærmest henvendt til Dr.
Bjarna-son, hvem han havde en Høne at plukke
med — man hopper kun, naar man er
forelsket. Men saa hopper man ogsaa
tilgavns. Har jeg ikke Ret, kære Doktor?
— Sikkert, svarede Dr. Bjarnason
distræt — han havde over
Promenadedækkets Læsejl skimtet en Damehat,
som han syntes, han genkendte.
En Stund blev han staaende
ubeslutsom, med et tankefuldt Udtryk i Øjnene.
Saa trak han sig — med en sidste
Vittighed om Springere, der faldt lidt mat
ud, en diskret Kompliment til den unge
lyse frodige Skotlænderinde, der
desværre altid ledsagedes af sin
sort-tilknappede præstelige Fader, og et elskværdigt
Buk for den historisk interesserede gamle
engelske Dame, der gjorde Turen op til
»Sagaøen» for syttende Gang — ud af
Klyngen og slentrede agter.
Han passerede Kaptajnen, der havde
været et Svip oppe paa Kommandobroen
efter Frokosten, og nu var paa Vej til
sin Kahyt for at faa sig en lille Lur
— gjorde i Forbigaaende en Bemærkning
om det fine Vejr — fik til Svar, at det
var tvivlsomt om det holdt — svarede
igen, at saa maatte Kaptajnen da sejle
med Uvejr i Lasten — ellers vidste han
ikke, hvor han vilde ta det fra — hilste
saa smilende Godmorgen og gik
langsomt op ad Trappen til
Promenadedækket.
Allerede halvvejs oppe ad Trappen
fik han Øje paa det Par, han lige havde
set et Glimt af ved Landgangen i Leith,
da de kom ombord — den magre
knoklede gustne Herre, der blev hjulpet ud
af Bilen og støttet ombord af to
Stewarder, og den høje elegante Dame, der
havde fulgt efter, bleg og stille, uden
at se sig til højre eller venstre.
Dr. Bjarnason traadte sagte i
Trappen, for ikke at vække den syge Herre,
der laa tilbagelænet i en Flugtstol og
muligtvis sov, og gik saa — efter et
langt granskende Blik paa den
Kvindeskikkelse, der stod lænet mot Rælingen
og ikke engang vendte Hovedet da han
kom — om paa den anden Side af
Promenadedækket, for ikke at forstyrre.
Nu var han ligeved at tro, at han havde
taget Fejl, da han — ved Landgangen
i Leith — havde ment at genkende
Sigrün — Sigrün, sin Ungdoms Flamme
— i den Kvinde, der kom ombord i
Følge med den syge Herre. Maaske
havde han blot ladet sig vildlede af en
tilfældig Ansigts-Lighed — dette en
Smule dvælende ved Gangen, som han
i sin Tid havde troet, var noget ganske
særegent for Sigrün alene blandt alle
Jordens Kvinder, havde han jc senere
set hos saa mange. Hvis ikke Dragten
og Hatten havde været af et saa
udpræget amerikansk Snit, var han vel
aldrig kommen i Tanker om, at den
Kvinde, han havde for sig, var Sigrün.
Han gik lidt tvivlraadig frem og
tilbage. Men tog sig saa sammen, gik
over paa den anden Side af
Promenadedækket, passerede Damen ved Rælingen,
og hilste i Forbigaaende — for om
muligt at faa et Glimt af hendes Ansigt.
Mrs. Bjørkman fo’r let sammen, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
