Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Rosenborg paa 1600-Tallet. Av Bering Liisberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40 8
BERING LIISBERG
havde alt i den romerske Oldtid bragt
velstaaende Borgere til at bygge sig
Villaer borte fra Byerne, ude i det fri, i
frisk Luft og i Nærheden af godt Vand.
Middelalderen tog Arven op, og de gode
Borgere fra tyske Byer havde, saa godt
som de gamle Romere, deres
Sommerhuse, »Fiskerhuse» eller
Damhuse,»Weier-häuser» ude i det fri, ved friskt Vand.
Ti Muligheden for at kunne tage sig et
Bad, var en Hovedbetingelse for Villaen
som for Sommerhuset. Det lille
idylliske Topler-Haus i Tauberdalen uden for
Rothenburg, — hvor den senere saa
ulykkelige Borgmester Töpler havde selve
det Tysk-Romerske Riges Kejser, Carl
IV til Gæst — er et af de sidste af
disse borgerlige Sommerhuse.
Ordet »Lysthus» var nyt, men
Genstanden, det dækkede over, var saaledes
gammelkendt.
Da »Lysthusene» kom paa Moden
med Renaissancen, var det imidlertid ikke
Sundhedshensynet alene, som gjorde sig
gældende. Der kommer noget nyt til.
Begejstringen for Naturen vaagner,
Individualiteten begynder at udvikle sig,
Trangen til Eftertanke dukker op, man
trækker sig bort fra Verden og den
larmende Selskabelighed for at gruble over
Livets Problemer. I tysk Litteratur paa
1500-Tallet omtales Lysthuset som det
Sted, man tyer til, naar vil trække sig
tilbage fra Verdens Uro og Stöj.
Og et endnu. Disse smaa
Bygninger fremböd sig som en velkommen
Opgave for 15- og 1600-Tallets mange
Fyrster og Adelsmænd, der yndede at
optræde som Dillettanter i
Bygningskunsten. Lysthusenes beskedne Forhold
og ringe Udstrækning gjorde dem til
forholdsvis lette og billige Prövestykker
for de fornemme Bygherres kunstneriske
Tilbøjeligheder og Byggelyst.
De italienske Fyrster var de förste,
der tog den oprindelig borgerlige Mode
op og byggede palazottoet tæt ved deres
Palais. Fra Italien kom det til Tyskland
og fik der Navnet Lusthaus; men selv
om Navnet skiftede, var Typen dog
den samme, i Nord som i Syd: Et Slot
en miniature i to Stokværk, med et Par
smaa Værelser forneden og en Sal
foroven, og altid i Forbindelse med Vand.
Det intime, den indskrænkede Plads, der
umuliggjorde det store Ceremoniel,
Beliggenheden tæt ved Hovedslottet og
dog ude i det fri, med vid Udsigt over
Omegnen og let Adgang til et Bad, var
Lysthusets egentlige Særkende.
Da Ordet »Lysthus» kom til Danmark,
gik det straks ind i den almindelige
Bevidsthed som et fremmed, men dog let
forstaaeligt Udtryk for den gamle,
nordiske Badstue.
Og det var intet Under. Ved mange
Kongsgaarde og Borge laa endnu i den
förste Menneskealder efter
Reformationen Badstuen som et særligt Hus i
Gaardens Kompliks. Og rundt omkring
havde Kongerne i Middelalderen paa
deres Jagtstrækninger rejst Badstuer til
Legemets Forfriskelse og Vederkvægelse
efter en anstrængende Dag, ganske som
de senere byggede Lysthuse.
Badstuen stod for den almindelige
Bevidsthed ligesom Lysthuset alene ved sit Navn,
som et Sted, hvor der var »lystigt»,
d. v. s. godt at være, — i Geistlighedens
Øjne endog for lystigt med Ol og Vin
og Strengeleg.
I fornemme Krese blev det gamle
Ord »Badstue» fortrængt af »Lysthus».
Mange af de Bygninger, som Frederik
II og hans Mænd kaldte Lysthuse, hed
samtidig hos Almuen »Badstuer», enten
de var indrettet som Badstuer eller ej.
Et af denne Konges förste Lysthuse ved
Fredriksborg hedder endnu »Badstuen».
Og to hundrede Aar efter Frederik II:s
Tid kaldes det förste af Christian IV:s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
