- Project Runeberg -  Ord och Bild / Tjugufemte årgången. 1916 /
554

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Moderne norske skuespil. Av Einar Skavlan

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

554

EINAR SKAVLAN

NILS COLLETT VOGT.

Ekre’rnes gaard», vendt tilbake til
renæs-sansen og til sin lyriske dramaform med
sit siste skuespil Mot karneval. Det er
samtidig noget av en historisk
karakter-studie; Machiavelli er hovedpersonen,
likesom en anden av renæssansens mest kjendte
skikkelser i Italien, Pietro Aretino, var den
centrale skikkelse i Kincks forrige lyriske
drama »Den siste gjest».

Bak begge disse to skuespil ligger der
meget grundige kulturhistoriske studier, som
Kinck senere har fremlagt i hele biografiske
avhandlinger over Aretino og over
Machiavelli. Den förste foragter han; den anden
elsker han. Det er to skikkelser, som gaar
igjen i hele Kincks forfatterskap.
Motsætningen mellem dem var spændingen i »Paa
Ekre’rnes gaard»: Aretino er Haukaastypen,
den selvglade, utadvendte retoriske;
Machiavelli er Ekretypen, som selvfortæres i
inderlighet. I baade »Den siste gjest» og
»Mot karneval» har Kinck med sterke
farver skildret omgivelserne. Renæssansen
staar for Kinck som en usikkerhetens og
angstens tid: der var krig og lovlöshet,
selve livet var litet værdt — og samtidig
var alt usikkert indad ogsaa, idet gamle
meninger og idealer faldt istykker og de
nye ikke endnu var fæstnet. Den
verdens-kvide og verdensangst, som efter Kinks
mening var tidens aandelige atmosfære, er
forklaringen for renæssansens voldsomme
utfoldelse baade i tomt praleri og vilde
]öier, og i kraftig, inderlig kunst. Begge
deler verger for angsten.

Nationalteatret gjorde for etpar aar
siden det vanskelige eksperiment at opföre
»Den siste gjest». Det blev ingen heldig
forestilling. For det förste blev stykket
beskaaret slik, at meget av dets vigtigste
indhold kom bort. Og Kincks form, som
ikke er let, naar man læser ham, blev ikke
tydeligere ved opförelsen — især da man
ikke hadde noget sterkt indtryk av at
skuespillerne selv engang altid forstod, hvad
de selv sa. Men fordi et försök er
mislykket, er det slet ikke sikkert, at Kincks
renæssansedramaer ikke kan spilles. Der
kræves imidlertid en dyp literær tilegnelse
av indholdet og en meget overlegen
scenisk dygtighet hos den instruktör, som vil
fore et saa vanskelig foretagende igjennem.
Det har vært sagt, at den tyske
teatertroldmand, Max Reinhardt, burde forsöke.

Mens Kincks skuespil danner en
avsluttet verden for sig, förer der ellers
mange forbindelsestraade fra den ene til
den anden av moderne norske dramatikere.
Henrik Ibsen har övet en mægtig indflydelse;
ogsaa Gunnar Heibergs klare skuespil med
det levende replikskifte har hat stor
betydning for udviklingen.

Hos Nils Collett Vogt er der netop
i replikskiftet endel, som minder om
Heiberg. De to hörer ogsaa omtrent til samme
tid, endskjønt Heiberg er endel aar ældre.
Begge er de i meget blit bestemt av
80-aarenes sterke brytninger i literatur og
politik. Og de har beholdt sine friske og
sterke meninger og sympatier fra dengang:
en stor ærbödighet for individuel frihet og
for kjærlighetens ret — en sterk
oppositionslyst mot konservativ fordomsfuldhet
og gammelt vanegjængeri, baade i
meninger og fölelser.

Længe var Nils Collett Vogt den
eneste virkelige poet i Norge. Han skrev
digte, mens alle andre diskutterte
problemer. Og hans lyrik var den ypperste,
Norge hadde frembragt siden Wergeland.
Hele 23 aar efter at hans förste
digtsamling var fremkommet, utgav Nils Collett
Vogt to skuespil »Spændte sind». Og det
viste sig pludselig, at han hadde utpræget
dramatiske evner: sans for prægnante
situationer og for sikker og levende
karakterisering gjennem replikkerne. Collett Vogts
förste skuespil De skadeskudte gjorde for
faa aar siden stor lykke paa Nationalteat-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:55:21 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1916/0606.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free