Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Moderne norske skuespil. Av Einar Skavlan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MODERNE NORSKE SKUESPIL
557
Der er noget vakkert i selve dette
stykkets indre hovedmotiv. Men det er saa
overbrodert med falskhet — replikker og
fölelser er likesom koloreret for at gi
stemning; menneskeskildringen er uegte
istedenfor fin. Og altfor tydelig merker man,
hvad forfatteren har villet — han förer
sine personer under armen dit, han vil;
de gaar ikke et skridt alene.
Ved opforeisen paa Nationalteatret
spillet Egil Eide Sigurd Braa med frisk
vitalitet, men uten at faa noget virkelig
interessant menneske ut av den
skablonmæs-sige rollen. Som helhet var forestillingen
tör og glanslös.
Meget mindre digter end Johan Bojer
— udelukkende dramatisk konstruktör som
han, var en anden norsk forfatter, som
Nationalteatret spilte et stykke av i forrige
sæson. Det var selve den store dramatiske
bygmester Henrik Ibsens sön,
forhenværende statsminister Sigurd Ibsen. Mens
de andre av 8o-aarenes store norske
digtere hadde sönner, som skrev böker i
skyggen av farens store navn, holdt Sigurd
Ibsen sig længe fornemt og kjölig til sin
politik og sine politisk-filosofiske skrifter.
Han blev en graasprængt månd, han blev
54 aar — og saa pludselig kunde heller
ikke han motstaa lysten til at spille digter.
Robert Frank utkom — et velordnet og
sirlig skrevet politisk-filosofisk skuespil, en
avhandling i dialogform, med besynderlig
ukunstneriske islæt av försök paa
menneskeskildring.
Den store statsmand Robert Frank har
den idé, at ikke massen, men aandens elite
skal regjere. Han vil gjöre ende paa den
vældige sociale arbeidskamp, som truer
med at lægge samfundet öde, ved at tvinge
gjennem en lov om arbeidernes andel i
bedrifternes utbytte. Veien til politisk orden
gaar for ham gjennem revolutionens
blodbad. Han fremkalder selv revolutionen;
han staar som seirherre efter den, da en
halvveis tilfeldighet kaster ham overende
igjen. Men knækket er han ikke. Da maa
Robert Frank böte med livet, paa grund
av en liten, rent menneskelig avvigelse fra
den rigtige politiske vei, som han har gjort,
fordi han var forelsket og skinsyk. Det
hevner sig at blande sammen kjærlighet og
politik; det er et brud paa harmoniens
store lov.
Dette er hovedindholdet av »Robert
Frank» Selve handlingen er konstruert
op med en vis ydre teaterspænding.
Men mennesker blev figurene ikke. Selv
Johanne Dybwad kunde ved
Nationalteatrets opforelse ikke gjöre noget levende ut
av Julia Cameron, den kvindelige journalist,
som Robert Frank elsker oprigtig, men som
er saa ubetydelig, at man har sine
mistanker om forfatteren ikke egentlig har
ment at gjöre lidt nar av sin helts
kjærlighet. Johan Fahlströms rent ydre
myndighet lykkedes det heller ikke at gjöre
noget menneske av Robert Frank, hvis
lange docerende replikker först og fremst
forlangte et rikt nuanseret intelligensspil.
De sociale motsætninger, som Sigurd
Ibsens skuespil behandlet fornemt og
ovenfra, har ogsaa git stof til den unge
dramatiker Oskar Braatens digtning. Alt, hvad
han har skrevet, foregaar i arbeiderstrøkene
i Kristiania, som Braaten kjender ut og
ind. Og naar han ogsaa præker lærdomme
i sine skuespil, er det ikke politisk, men
rent psykologisk.
Braatens förste skuespil, og hittil hans
beste, var Ungen. Det handler om en
vakker fabrikspike, Milja, som faar et barn
med sin kjæreste, en fordrukken slamp av
en pikebedaarer, og som sætter barnet bort
til rike folk, som vil adoptere det. Men
hun skjönner, at den beste glæden, det
graa og fattige arbeidslivet kan gi hende,
er ungen, likegyldig om den er »egte»
eller ei. Og hun tar sit barn tilbake igjen.
Stykket gir friske og energiske billeder
av arbeidernes slit og av deres haarde og
heftige glæder: dans, erotik og drik.
Arbei-derbyen Kristiania, som var nyt land i
norsk literatur, steg her levende og egte
frem, baade i miliö og karakterer. Trods
adskillig sentimentalitet var der noget
paalidelig og sikkert over hele stykket, som
gav det en stor succes i Nationalteatrets
kraftige utförelse — med Mette Bull som
en fin og egte Milja og August Oddvar
som en typisk östkant-donjuan.
I Braatens næste skuespil Stor-Anders
var det kampen mellem drik og usund
religiositet, som blev skildret. Hvilken rus
gir fattige og slidte arbeidsmennesker den
beste glæde: flaskernes eller bedemöternesr
Ogsaa her var grovt erotiske momenter
blandet ind. Karakterskildringen var ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
