Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. I. Herman Wildenvey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNG NORSK LYRIK
Av HELGE KROG
I
HERMAN WILDENVEY
A KNUT HAMSUN i 1904
utgav sine digte »Det vilde kor»,
var det en halv menneskealder
siden der sidst dukket et nyt
navn frem i norsk poesi.
Obstfelder var død, Vilhelm Krag var forstummet.
Kun Nils Collett Vogt skrev endnu digte.
Han hadde i disse femten aar hvileløst
forædlet sin form og avtvunget sit
instrument altid rikere og dypere klange.
Men man var, efterhaanden som de
ældres lyrik ebbet ut, blit halvveis avvænt
med vers, og det var vel bare hos ganske
enkelte at et virkelig savn gjorde sig
gjældende; men selv hos dem hadde
resignationen avløst forventningen. Da saa »Det
vilde kor» utkom, kastet de faa begjærlige
sig over disse nye vers og læsket
foreløbig sin poesi-tørst paa dem. Imidlertid
kom der ikke mere fra hans haand, og han
var jo desuten allerede i forveien et stort og
gammelkjendt navn. Den unge, den yngste
lyrik — hvor blev der av den? Ganske
som for tyve aar siden, før Collett Vogt,
Obstfelder og Vilhelm Krag debuterte,
hadde man forlængst opgit tanken paa at nye
poeter skulde fremstaa. Den yngre
litteratur laa i dødvande, og der var intet som
gav haab om en fornyelse.
Da utkom høsten 1907 Herman
Wil-denveys »Nyinger». Wildenvey —
allerede navnet er et digt, en dristighet og en
utfordring. Det var vers, — og hvilke
vers!
Disse vers er vilde vekster i en sommer drysset hen,
hvergang glæden over livet var mig sterk og nær og ny.
De er skrevet av en hedning, som ei levet av sin pen,
og som kun er den og den . . .
Og som om og om igjen
spiddet pennen hen i væggen. Men tok vældig
fat paany.
Og nu tænder jeg i farten disse flammelette blus;
ti en sommer svirrer væk i disse tider!
Jeg vil vinke litt med luer om saamangen
morken stuss,
solen jog mig til at kvæde,
mens jeg irrer om hernede,
og kun merker mig, hvad levetiden lider . . .
Jeg vil bøje mig ærbødig for den hverdagssunde
sans
og for alle store evner, som kan veksles bort
i penge.
Der er frihet, fjeld og fosser, der er fremtid
hertillands.
Da saa være, la saa være . . .
Men jeg lever for at lære,
hvad der klinger skjønt og skjønnest over livets
stemte strenge . . .
Jeg er fanden ingen digter, skjønt jeg ønsket at
jeg var . . .
jeg er skyllet ind i verden av en solflom, det er
saken!
jeg skal neppe gaa fra jorden som en
sandhetssindsvak nar.
Men jeg tvinger mig og tier,
til min sjæl av længsel svier.
Og da vrinsker jeg, Gud trøste mig, mot livet
og mot dagen.
Og paa store, skjønne dàge regnet gyldne
flammer ned.
Og der tændtes mangen nying i min tankes store
skoge.
Og det tonet mere skjønt end nogen sjæl paa
jorden vet
fra et land, som mot mig blaanet . . .
Men naar natten om mig graanet,
gik jeg hjem til mine hytter for at gamme mig
med snoge . . .
Dette er brudstykker av
indlednings-digtet til Wildenveys første digtsamling.
Har nogen digter nogensinde introduceret
sig selv stoltere, lykkeligere, gladere?
Det var en oplevelse og en befrielse
for første gang at læse disse vers. Her
var virkelig en ny ungdom, en ny tone,
et anslag som fik en til at lytte. En
ungdom, som ikke var ræd for at være ung
— lethjertet og forvoven, lattermild og
alvorlig, vittig og patetisk, men fremforalt
respektløs, usentimental og ligefrem. Og
fra første færd av — ihvertfald i de
bedste av digtene — en fuldt færdig form,
suveræn i sin lunefulde rigdom, sikker og
lekende. Under denne lykkelige haand blev
selve ordene nye, blanke og festlige.
Vel merket man tydelig at han hadde
53
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
