Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Killerup — Dyrenes Gud. Af Johannes Buchholtz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHANNES BUCHHOLTZ
gælder bare ikke mig, ved det jeg læser
Litteratur.
— Nej selvfølgelig, sagde Manden
bag Disken og øste den malede Kaffe
op i en Papirspose.
— Litteraturen, det kan udfylde et
Menneskeliv helt og holdent. Jeg ved
nok, at der er en eller to her i Dybæk,
som læser flere Bøger, end jeg gør. Den
ene er Madam Israelsen, den anden er
Baneassistenten. Men hvad faar de Folk
ud af Bøgerne? Er det ikke derpaa alt
kommer an?
— Selvfølgelig er det jo nok det.
— Jeg tænker over det læste.
Somme Bøger tænker jeg en Times Tid over
eller saa — andre endnu længer, og de
rigtig tykke og videnskabelige ofrer jeg
op til to-tre Dage paa. Saa siger jeg
til mig selv: Er det nu ogsaa rigtigt,
hvad der staar i den Bog? De maa
endelig ikke tro, Idestrup, at det passer
altsammen, hvad der staar i Bøgerne!
— Nej, det er nok muligt.
— Jeg har greben mange Professorer
og Biskopper paa fersk Gerning. Tror
De, De kunde gøre det, Idestrup ?
— Det ved jeg ikke, Killerup, jeg
læser aldrig Bøger.
Killerup hørte ikke efter Svaret, han
længtes efter at høre sin egen Stemme
igen.
— Naar jeg saa har funden en Fejl,
saa skriver jeg et Brevkort til
vedkommende Forfatter, at paa bemeldte Side
forekommer det mig — saadan en
Korrespondance skal naturligvis holdes i de
rette høflige Vendinger — forekommer
det mig, at der er en lille Fejltagelse —
ha ha — en lille bitte bitte Fejltagelse.
Kristen Killerup. Ejerslyst.
Dette interesserede alligevel Idestrup.
— Har De virkelig nogensinde
skrevet et Brev til Biskoppen? sagde han.
— Ja, hvorfor skulde jeg ikke gøre
det? Det er jo ligefrem min Pligt, naar
jeg har funden en Fejler, da at gøre ham
opmærksom paa den. Det har jeg ikke
gjort saa faa Gange.
— Svarede han saa?
—- Sommetider svarede han,
sommetider ikke. Det er akkurat, som han har
Tid til.
— Jeg synes nu, det er noget
storsnudet af Dem, Killerup saadan at rive
store Folk en Fejltagelse i Næsen.
— Kæreste Månd — storsnudet! Nej,
giv mig nu min Kaffe og lad mig være
fri for Deres Indblandinger. Hvormeget
koster ’en nu? Nej, men jeg tror nok,
at jeg finder mere Forstaaelse hos de
ærede Forfattere end hos Folk af Deres
Slags.
Brugsforeningsmanden var hensunken
i sin vante Ligegyldighed og lod den
anden ene om at blive hæftig. Killerup
vilde netop til at gaa, da en høj og tynd
ung Månd traadte ind. Han var
Jernbaneassistent og havde sin Uniformskappe
paa, men denne var udstyret med saa
meget ekstra Guld, at han for den Sags
Skyld godt kunde gaa for Admiral i
Flaaden. Killerup glemte øjeblikkelig sin
Vrede og smilede over hele Ansigtet.
— De har ogsaa vovet Dem ud,
Assistent, sagde han.
— Ja, man skal jo —
— Hvordan gaar det ellers?
— Meget daarligt.
— Daarligt. Hvordan det? Hvad er
der gaaet Dem imod?
—- Den skærer i Ærmegabene! sagde
Assistenten med et Blik og et Suk, som
ventede han Døden hvert Minut.
Killerup vilde under andre
Omstændigheder have taget det meget ilde op,
at man saaledes førte Talen ind paa
Skræddervæsen, men her var en
Undtagelse. Guldets Glans havde blændet
ham. Uniformsfrakken var syet af ham
paa hans Villa Ejerslyst, naturligvis
under megen Spøg og Snak — for Kil-
92
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
