Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. II. Olaf Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNG NORSK LYRIK
Men ogsaa i digte som disse tar han
gjerne sit utgangspunkt i det umiddelbare
sanseindtryk, i det konkrete og nærliggende
— og ofte i det mindste og det flygtigste,
et smil, en liten bevægelse —, og ender
ogsaa her i de store perspektiver,
undertiden i subtile spekulationer, hvor det
endog kan være vanskeligt at følge ham.
Eksemplerne kunde forfleres i det vide
og det brede, men jeg faar nøie mig med
etpar vers av det dype, sorgfuldt patetiske
»Gobelin».
Henover gulvet med de dunkle matter
staar vinterdagens bleke, sidste sol,
og strømmer om min ganske lille datter,
mit barn Merete, ved min lænestol!
Hun staar i guttedragt og røde sokker
og undersøker sofaputens træk,
og under faldet av de lyse lokker
er hendes lille ansigt ganske væk — —!
Ja, kom mit barn, saa vil vi vandre
i dette gyldne, grønne gobelin —
Sig, kan du se bak prægtige guirlandre
en liten venlig hytte i en eng?
Et gammelt hus med ruterne av silke
ved enden av en sti av grønlig garn —
og blomsterne paa guldbroderte stilke?
Hvad, barn ?
Det er mit tunge, trætte hodes pute.
Der fabler jeg med dværge og med dyr —
og naar jeg hviler der, saa er jeg ute
i mine dages barneæventyr -— —
Jeg tror at fuglen Fønix er der inde
og gaar og nipper i det grønne græs; —
men fugleredet kan jeg aldrig finde —
det ligger skjult i skogene etsteds!
Saa begir de to, den trætte far med
sin ganske lille datter, sig ut paa vandring
i gobelinets fabelskoge; og digtet former sig
som et sælsomt og prægtig æventyr for den
lille og som en svalende glemselslek og en
lykkedrøm om gjenløsning og fornyelse for
ham, den voksne og forpinte, — begge
steinningselementer smeltet sammen i en
rikt tonende, uopløselig skjønhetsenhet —;
Og slutningsverset lyder:
Og saa, Merete, er vi atter ute
paa denne grønne perlesydde plæn —
da skjønner vi, at skogen var en pute,
som bare aapnes av en tryllegren —.
Ja barn, nu staar vi begge to bedrøvet
og famler ved vor hemmelige drøm!
Nu kan vi rolig stryke over løvet —
nu er det bare fattig silkesøm!
Olaf Bulls fantasi er som regel sterkt
reflektionsbunden; eller rettere: den bæres
oppe, anspores av reflektionen.
Stemningen har næsten altid et rent intellektuelt
islæt, og undertiden er den et likefrem
omsmeltet tankebillede, en idé omsat i
følelse. Han har skrevet ypperlige,
stem-ningsrike digte, som for eksempel
»Tjenerinden», der omsat i prosa vilde arte sig
som en skarpsindig psykologisk studie.
Og dog er der undtagelser. Der er
flere digte fra hans haand, som bare er
lykkelige, henrevne fantasier, bedaarende,
sommerfugllette, yre og myldrende av liv
som en Shakespearsk sommernatsdrøm. Til
disse hører først og fremst den
vidunderlige »Miniaturballade», som bare er en
samtale mellem en gnom og en
forglem-migei. Jeg vælger det kortere »Tjernet».
Der laa et tjern og tænkte
i æventyrets skoge
som kveldguldsstille skjænkte
det skygger til at sove.
En gammel furu gumlet
bak lav paa et og andet,
men skvat da vips der tumlet
en nymfe ut i vandet.
Tilbunds! Men op hun gynget
i midten av en lilje,
som snehvit, lynsnar grodde
av tjernets bølger frem — — —
Og net og rask hun rodde
sig løs av liljens blade,
som skummede og suste
med hvit og graadig brem.
Hun ror i fine strimer
og kravler snart bak blomster,
mens tjernets taarer triller
av snehvit gaasehud —
og til sin lænd hun napper
et slør av kveldens taake
og fæster skjævt til haaret
en sikke — alt sit skrud.
Og sine rosenføtter
hun klipper ind i myke
blaagule torskeflabber
og tøfler let avsted — —
hun har en haaret herre
med ibenhorn i panden
og røde djævlekrøller
fordulgt i krattets fred!
Og vips saa er hun borte
bak nypens æreporte,
og vips saa er der stille
til tjernets søvnblaa bund.
Men om en liten time
der glir en snehvit strime–
da er det tjernet suger
sig op mot maanens mund
IOQ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
