Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. III. Arnulf Øverland. Rolf Hiorth-Schøyen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNG NORSK LYRIK
Av HELGE KROG
III.
ARNULF ØVERLAND. ROLF
HIORTH-SCHØYEN.
Arnulf Øverland debuterte 11911
meden digtsamling betitlet: »Den ensomme
fest». Aaret efter fulgte »De hundrede
violiner» og i 1915 »Advent».
Arnulf Øverland staar paa en plass
ganske for sig selv, alene med sit eget.
Han har ikke Olaf Kulls rike temperament
og frodige, billedynglende fantasi, heller
ikke har hans digte Wildenveys muntre
sangbarhet, bevingede lethet og gyldne
klang. Hans digtnings fremherskende
værdier er inderligheten og forfinelsen,
intensiteten og intimiteten. Og hans
kunstneriske virkemiddel er næsten aldrig det
vanlige hos lyrikere: at anspore stemningen
og gi den toiler til at svinge sig tilveirs i
flugt eller patos. Tvertimot: han soker
bevisst at tilbaketrænge følelseytringen ved
at dæmpe uttrykket og vælge de
stilfærdigste vendinger og de uanseligste ord.
Men hans kunst er da den, at han herved
samtidig fremkalder en forestilling hos
læseren om at dette er altfor lite sagt, her
ligger noget mere under. Saaledes bringer
han sine digte til at ulme av smertelig
tilbaketrængt foleise. Netop ved at bruke
ord, som aabenbart er svakere end den
tilgrundliggende sindsbevægelse, fremhæver
han dennes styrke, idet læseren selv
uvilkaarlig forsterker uttrykket, han digter
videre og bringes saaledes til at tro dobbelt
sterkt paa den følelse han selv har været
med paa at tolke.
Hvilket altsammen egentlig bare vil si,
at forfatteren har benyttet andre midler
end den direkte meddelelse til at
fremkalde indtrykket. Hvad der ikke er
uttalt i ordene, meddeler sig gjennem deres
eiendommelige sammenstilling, eller omvendt
ved isolering av det enkelte ord eller
ut-tryk, saa det faar dobbelt tyngde, — ved
en pludselig avslutning, en gjentagelse, et
brud i rytmiken, kort sagt ved alle de
ARNULF ØVERLAND.
midler den raffinerte versekunstner raader
over.
Nu er det nat, du kjære.
I.ad mig bare en gang faa kysse dit haar,
før du gaar.
Saa faar det være forbi.
Saa faar det være.
Nu er det host at vente.
Gaternes lygter er tændte
for første gang i aar. —
Hvor dit haar er dugget og kjølig og vaadt —
Det er, som om natten graatt deri.. .
Det er, som om natten har graatt.
Her er intet direkte uttalt om smerten
ved adskillelsen, men ingen som forstaar
at læse et digt kan undgaa at hore den
understrøm av hjælpeløs sorg over noget
uoprettelig, noget uigjenkaldelig forbi, som
dølger sig bak disse enkle og stilfærdige
ord.
Til dette fine og vanskelige arbeide,
dette virke i den klanglige mosaik, har
11—Ord och R ild, 26: c årg.
161
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
