Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Strateger. Af Karl Gjellerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STRATEGER
Skjælpandser. En pragtfuld Modstander!
Men hvorledes skal man komme ham
til Livs? Hvordan sætte over Floden?
Makedonierne kom over, ved Hjælp
af en omgaaende Skinbevægelse, der
aflokker Skimlen en bifaldende Grynten.
De angribe. Indernes firspændige
Stridsvogne sidde fast i Mudderet — thi
frygtelige Regnskyl have opblødt Jorden,
de vælte paa glatte Skraaninger, de blive
slæbte ud i Floden af de sky Heste.
Og nu løs paa Elefanterne, hvis rasende
Brøl skræmme de makedoniske Heste og
deres Ryttere — kun ikke Bucephalus
og Alexander.
Dette er ophidsende. Attila kan
næppe holde ud at staa stille.
Men Skimlen spørger koldblodig: —
»Har jeg forstaaet det rigtig? I
var i Spidsen for den høire Fløi? I
ledede selv Angrebet?»
»Ja det gjorde vi rigtignok.»
Skimlen ryster misbilligende paa
Hovedet:
»Et groft Misgreb! Feltherren maa
befinde sig bagved Centrum og have sin
Reserve fast i Haanden for i det
afgjørende øieblik at sende den til det
afgjørende Punkt. Hvor var overhovedet
Reserven? Hvem førte den?»
Reserven? Den har Bucephalus ikke
tænkt paa. Han ser sig omkring, som
om han søgte Hjelp.
Og Hjelpen er der virkelig.
En stor rød Hingst staar ved Siden
af ham.
Hans eiendommelig delte Hov —
den er fingret som Bladet af en
Hestekastanie — træder saa blødt paa Græsset,
at Ingen har bemærket hans Komme.
»Reserven var den Gang endnu
ubekjendt», sagde den Fingerhovede. »Det
var næsten trehundrede Aar før vor Tid.»
»Det er sandt! Det glemte jeg,
Imperator! Reserven er Eders
Opfindelse. I har efterladt den som en koste-
lig Arv til Krigskunstens senere Mestre.»
»Af hvilke ingen har anvendt den
mesterligere end I . . . Dog vi afbrød
den ædle Bucephalus i hans Beretning.»
Og Bucephalus begyndte at fortælle
om Seiren. Hvorledes tilsidst de saarede
Elefanter brød ind i Indernes egne
Rækker, der vendte sig til Flugt, og
hvorledes han selv, blødende af mange Saar,"
brød sammen, men dog ikke saaledes,
at han styrtede; thi han opbød alle
Kræfter for at lægge sig ned, saaledes
at Alexander kunde staa ubeskadiget op
og bestige en frisk Hest.
»Derpaa svandt min Bevidsthed.
Men af mine Kammerater har jeg hørt
mangt og meget om Kampens Udgang
og navnlig om Kongeelefantens
Tapperhed. Med ham sluttede jeg da ogsaa
Venskab, før vi begge døde af vore
Saar, og her i de Saliges Land er dette
Venskab blomstret endnu herligere op.
Selv havde jeg under Slaget kun
kunnet se ham i Afstand, hvor han,
skinnende af Purpur og Guld, ragede op af
de vildeste Kampbølger, som et Forbjerg
af Brændingen, og var Maalet for al min
Stræben. Han stampede Fjenderne ned
rundt om sig, slyngede dem op i Luften
med Stødtænderne, ja hans Snabel
snoede sig som en Kjæmpeslange om
Rytterens Liv, rev ham af Sadlen og
over-antvortede ham til dem, der stod paa
hans Ryg. Saaledes kjæmpede denne
vældige Elefant, skjøndt hans Legeme
strittede af Pile og Landser lig et
Pindsvin — kjæmpede, saa længe hans Herre,
der oppe fra hans Ryg slyngede sine
Kastespyd til baade Sider, opmuntrede
ham med sine Tilraab. Men da han
fornam, at Kongens Røst bestandig blev
svagere, ja tilsidst kun var en mat
Stønnen, og tillige skjønnede, at hans egne
Kræfter hidtil vel havde strakt til, hvor
det gjaldt om Kamp, men ikke vilde
være duelige til Flugt: da knælede han
213
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
