Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Strateger. Af Karl Gjellerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARL GJELLERUP
langsomt ned, og alle Elefanterne rundt
om, som vare afrettede efter ham,
knælede ligeledes, som paa Befaling; og det
var Slutningen af Slaget ved Hydaspes.»
Attila, der af lutter begeistret
Deltagelse dirrede over hele Kroppen, lod
en Vrinsken gjalde som en Seirsfanfare
og vilde just raabe: »Ved Pavens
Muldyr! det kalder jeg et Slag!» — da et
forstenende Blik fra Waterloo-Skimlen
bandt hans Tunge: —
»Alt det kan jo være meget godt»,
sagde det napoleontiske Dyr— »menet
virkeligt Slag kan man dog ikke kalde
det.»
»Nei», tilføiede han med hævet Røst,
da de tre Hingste — den sorte, den brune
og den røde — saae forundret paa ham:
— »nei! Den, der ikke har staaet i Skyer
af Krudtrøg, saa man ikke kunde se ti
Skridt foran sig, og hørt Kanontordenen
rulle, saa Jorden rystede, han har ingen
Forestilling om, hvad et virkeligt Slag
er. Du taler en Del om Elefantbrøl.
Naa, jeg har ogsaa hørt saadan et Utyske
brøle i Jardin des plantes. Tag
hundrede af dem, hvad er det mod Braget
af mange hundred Kanoner? Intet —
slet Intet.»
»Det lader dog til at være
temmelig vanskeligt, gjensidig at meddele
hinanden sine Erindringer», svarede
Bu-cephalus. »For naar du ikke kan forstaa
mit Slagbillede — og det kunde jo bero
paa Mangler i min Fremstilling, thi en
Alexander er ingen Homer, og det er
ikke givet enhver, saadan som vor
finger-hovede Ven her og Flueskimlen, hvem
jeg dér ser nærme sig, saavel at slaa
Slagene som at skildre dem: — saa er
der jo ogsaa i din Fortælling Noget,
som slet ikke vil ind i mit klodsede,
tyreagtige Hoved.»
»Aa, det er vel sagtens det med
Garden, som døer, men ikke overgiver
sig- JeS maa tilstaa, at jeg kun har det
2
paa anden Haand. Der er endogsaa
dem, der paastaa, at den overgav sig.
Dette være nu som det vil: Ordet til
hører Historien.»
»Aa nei, det var ikke det», svarede
Bucephalus. »Men jeg forstaar ikke, at
du med det dygtige Gebiss, som du har
trods din Spinkelhed, ikke fik
Wellingtons stumprumpede Fuldblodsøg i
Nakken. »
»Bevares!» udbrød Skimlen — »selv
i en Attakke vilde det være tvertimod
al god Disciplin.»
Men Attila raabte hoverende: —
»Det har du ret i, gamle Ven!
Bide, sparke, stampe ned — det er hvad
det kommer an paa.»
»En primitiv Taktik», sagde den
Fingerhovede, »men virksom, saa langt
den rækker.»
Denne Bemærkning henvendte han
til to Nysankomne, hvem Attilas
mægtige Vrinsken havde hidkaldt.
»Aa, den rækker saamænd langt
nok i Tiden», sagde den første, en
Flueskimmel med høi Bringe og studset
Svands. »Man sagde om de ungarske
Husarheste, at de bed de preussiske,
og de nedstammede vel ogsaa fra
Hunnerne. »
»Vi hørte det samme i sexogtreds»,
bemærkede hans Ledsager, en rødbrun
Vallak. »Maaske var det derfor, at det
østerrigske Kavalleri udrettede saa lidt.»
»I kan have ret deri, min kjære
Greve», sagde Flueskimlen. »Men naar
man fixerer sin Opmærksomhed paa
Virkningen i Tiden, saa er det kuriøst
nok at observere, hvordan de samme
eller lignende Træk holde sig i
Taktiken gjennem Aartusinder.
»Saaledes» — vender han sig til
den Fingerhovede — »saaledes husker
jeg et trick ved en Rytterattakke, som
I omtaler i Commentarerne, om jeg
mindes ret ved Pharsalos. —»
T
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
