Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Karl Gjellerup. Af P. A. Rosenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. ROSENBERG
VALLENSVED KIRKE OG PRÆSTEGAARD.
Udkastet til »Brynhild». I Oktober 1877
oplevede han i Köbenhavn den Scene, han
har skildret i G-Dur, hvor Helten frier og
faar en Kurv. Resultatet af denne Malheur
var, at han med voldsom Iver kastede sig
over det teologiske Studium og samtidig
tumlede med Planen til Novellen »En
Idealist». Knap 21 Aar gammel fik han
sin teologiske Eksamen. Han studerede
nu Platon og spekulerede paa en
Doktordisputats om Forholdet mellem Filosofi og
Poesi hos denne, men Arbejdet med »En
Idealist» afbrød de videnskabelige Studier.
Det allerførste, der blev trykt af
Gjellerup, var nogle anonyme Disticha i
Vittighedsbladet »Punch», Sommeren 1878,
og under Navn »Henrikiana», nogle
satiriske Digte i »Nær og Fjærn» 1878
(Okt.-Nov.) rettede mod Henrik Scharling, der
i Fortalen til »Marsk Stig» havde angrebet
den moderne Litteratur.
Under Forarbejderne til den filosofiske
Eksamen gjorde Gjellerup Bekendtskab med
Høffding og kastede sig over Studiet af den
engelske Filosofi (Bain, Mill, Spencer), men
fordybede sig samtidig i Kant.
Udgivelsen 1878 af »En Idealist» med
Forfatternavnet Epigonos bragte Digteren i
Brevveksling med Georg Brandes, kort efter i
personligt Forhold. Pseudonymet Epigonos
skyldes neppe Beskedenhed, men en dyb
Følelse af at staa i aandelig Forbindelse
med Fortiden, altsaa den unge Digters
ualmindelig alsidige Da7inelse, og denne
Dannelse mærkes ogsaa lidt vel stærkt
i Bogen. Dens mange Citater, baade
litterære og musikalske, vidner om et Sind,
der er overladet med artistisk forarbejdede
Indtryk. Hovedfiguren Max Stauff (mærk
det tyske Navn!), som elsker ulykkeligt og
falder i en Duel, er paa én Gang i Slægt
med Werther, Max Piccolomini og
Spiel-hagens »problematiske Naturer»; dansk er
han slet ikke. Ved Læsning af tysk
Bibelkritik, er han bleven radikal paa det
religiøse Omraade; politisk er han Aristokrat;
han er utrolig aandrig, belæst, musikalsk
— han nynner endog en Strofe af
Kommandantens Død i »Don Juan», da han
gaar til sin egen — og har den
Ejendommelighed, som aldrig har været set paa
Jorden hverken før eller siden, at han
bliver den anerkendte Sejrherre i alle
Disputer.1 Men paa Følelsens Omraade er
Max naiv, hans Forelskelse er en 18 aarigs,
og han betror sig med Hud og Haar til
en Ven, et Træk, der iøvrig ofte kommer
igen hos Gjellerup, for hvem
Venskabsforholdet aabenbart spiller en stor Rolle. De
andre Figurer i Bogen er kun nogle
Grader mindre aandrige end Max, og de
bevæger sig alle i en aandelig forfinet
Atmosfære. Bedst tegnede er de to
Kvindeskikkelser, Helene og Gerda, om man
end har ondt ved at forstaa, hvorledes den
1 I »Brynhild» hedder det, at »Kvindetrætte»
sjelden ender med, at den Ene giver den Anden
Ret; det samme gælder som bekendt v
Mands-trætte».
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
