Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Karl Gjellerup. Af P. A. Rosenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARL GJELLERUP
af Verdensguden (Brahman) i Modsætning
til Selvdyrkelsen (Atman), hvorigennem
Forløsningen alene vindes. I -»Den
Fuldendtes Hustru» (1907) har Gjellerup
vovet sig til at bringe selve Buddha paa
Scenen; helt er det uhyre Vovestykke vel
ikke lykkedes, men det er ikke smigrende
for dansk Aandelighed, at dette Skuespil,
som indtager en Særstilling i dansk
dramatisk Digtning, endnu ikke er opført paa
noget Teater. Modsætningen mellem
Ver-denshersker-attraaen og Selvophævelsens
Nirvanahvile er jo et af Grundmotiverne i
Gjellerups egen Personlighed, og dybt
lader Skuespillet Læseren se ind i Digterens
eget Indre.
I Romanerne »Pilgrimen Kamanita»
og » Verdensvandrerne» faar det samme
Motiv episk Form. De mesterlige
Skildringer fra det indiske Milieu virker’som
Oplevelser, og man forstaar, at Paul
Deus-sen, der har opholdt sig længe i Indien,
efter Læsningen udbrød: »Hvor er det
muligt at skrive saaledes uden at have set
det selv!» Paa lignende Vis gav Schiller
Schweiz i »Wilhelm Tell» uden anden
Hjælp end sin vidunderlige Fantasi.
I Fragmenterne » Villaen ved Havet»
og »Judas», navnlig i det siste, skimter
man Omridsene til betydelige Digtninge,
som desværre ikke har faaet den
afsluttende Støbning. Et utrykt, af Det kgl.
Teater antaget (men ikke spillet!)
Skuespil » Slange stenen» indeholder Motiver fra
»Verdensvandrerne» og er baade
dramatisk og scenisk værdifuldt.
Efter den realistiske Roman »Rudolph
Stens Landpraksis», hvis Slutning giver
Nirvana-tanken et nyt, ejendommeligt og
gribende Udtryk, fulgte en begejstret
Redegørelse for Richard Wagners Musikdramaer,
en Hyldest til Gjellerups Kærlighed
gennem mange Aar, og Romanen »Guds
Venner» (1916). Med usvækket Kraft i
Fantasien maner Digteren her Billeder frem
fra den tyske Middelalders Slutning. Det
er de tyske Mystikere, især Meister Eckardt,
der — vistnok med Rette — opfattes som
Bæreren af lignende Ideer som
Buddhismens; Gjellerup lægger Hovedvægten paa
Mystikernes Fornægtelse af
Verdensreali-teten udenfor Gud. Han har med stor
psykologisk Takt brugt Søren Kierkegaards
Kærlighedshistorie til Islæt, og atter her
lykkes Kvindebilledet ham særlig godt.
Foto. Hrfurth, Dresden.
Skildringen af den stolte, ægte kvindelige
Renata er en uforgængelig digterisk
Bedrift. Mod Romanens Slutning hæver den
sig til en lignende Højde som
»Verdens-vandrerne» i siste Kapitel: Selvophævelsen
i Kærlighedsforeningen, Driftslivets
Undergang i den religiøse Ekstase — det er
»Isoidens Liebestod» i Ord!
Endelig ved Juletid 1917 udkom »Den
gyldne Gren», en delikat udført Novelle
i antikt Klædebon, stilistisk fuldkommen,
med Motiv, som »Antigonos», fra
Brydningen mellem Hedenskab og Kristendom,
men med en langt dybere og sandere
Forstaaelse af Kristendommen end hin
Ung-domsnovelle. Højdepunktet naar Gjellerup
som sædvanlig i Slutningen, da den gamle
Rufus opdager Forskellen paa
Dianatemplets (Verdenslivets) »gyldne Gren», som
yder Slyngler af alle Slags Fribrev, og
Evangeliets gyldne Gren, der først i
Sandhed frigør. Her giver Digtningen det
sublime. Digterens Forkærlighed for
Germanerne (og Wagner, som anes fjernt i
den germanske Sang) og hans Antipati mod
Romerne træder kendeligt frem i dette
hans siste Værk, som vel ikke er helt
15—Ord och Bild, 2j:e årg.
225
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
