Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Vilhelm Thomsen. Af Arthur Christensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARTHUR CHRISTENSEN
der forekommer i alle eller dog en stor
Del af de gamle indoeuropæiske Sprog
i en saadan Form, at de med
Sikkerhed kan siges at have eksisteret i
Ursproget. Det viser sig da, at f. Eks.
Navne paa fortrinsvis europæiske
Naturgenstande, navnlig paa Træer som Birk,
Fyr, Eg og, som det synes, ogsaa Bøg
er fælles, hvorfor Urhjemmet snarest maa
søges i Mellemeuropa. Thomsen er mest
tilbøjelig til at søge vor Æts egentlige
Centrum i Egnene om Donaus nedre Løb.
Videre føres vi gennem disse
Undersøgelser til den Konklusion, at
Indoeuropæerne i Fællestidens Slutning har staaet
paa Overgangen fra Stenalder til
Bron-cealder. De har kendt Kvægavl, kendt
Oksen og Faaret, Hunden og Hesten —
den sidste endnu nærmest kun som
Nærings og Offerdyr —, de har tillige haft
et ret udviklet Agerbrug, dyrket i første
Række Byg, dernæst vistnok ogsaa Hvede
og Hirse, og lavet sig Mjød af de vilde
Biers Honning. De har haft Vaaben og
Redskaber af Sten, de har boet i
Træhuse og forstaaet at spinde og væve
Uld og Hør og sy sig Klæder. Ogsaa om
Familieforhold, Navnegivning og enkelte
religiøse Forestillinger giver det
sammenlignende Sprogstudium os Oplysning.
Et overordentlig betydningsfuldt
Problem indenfor den indoeuropæiske
Sprogudvikling har Vilhelm Thomsen Æren
for at have løst. Det er bekendt, at
oprindeligt latinsk c, g (udtalt k, g) ved
Udvikling til Italiensk bliver til
henholdsvis tj og dj — med Bibeholdelse af
Skrivemaaden c, g — foran en
Fortungevokal (e, i); latinsk carus bliver ital. caro
(c udtalt som k), lat. certus bliver ital.
certo (udtalt tjerto). En lignende
Udvikling konstateres paa andre Sprog, f. Eks.
paa Svensk, hvor man har kär med
tj-Lyd ved Siden af karl med k-’Lyd. Nu
havde man lagt Mærke til det Forhold,
at hvor man i gamle Ord, der er fælles
for Sanskrit og andre indoeuropæiske
Sprog som Græsk og Latin, i disse
sidste Sprog havde eller bevisligt
oprindelig havde haft k, g, havde man i Sanskrit
snart k, g, snart Palatalerne c,J (d. v. s.
tj, dj), skønt den efterfølgende Vokal i
begge Tilfælde var a. Den ældre
indoeuropæiske Sprogvidenskab, der troede,
at Sanskrit havde bevaret Ursproget i
den reneste Form, og at den større
Vokalrigdom i Græsk, Latin o. s. v.
beroede paa en senere Spaltning af det
oprindelige a, kunde ikke give nogen
tilfredsstillende Forklaring paa dette
Forhold. I Virkeligheden er Vokalisationen
i Græsk, Latin o. s. v. oprindeliges, og
naar Sanskrit har Palatal foran a,
betyder det, at a’et her er udviklet af en
oprindelig Fortungevokal; i sanskr. ca
(udtalt tja), »og», der er det samme Ord
som lat. que, græsk re, er den
oprindelige Vokal e. Om Opdagelsen af denne
saakaldte »Palatallov», der helt ændrede
Opfattelsen af de gamle indoeuropæiske
Sprogs indbyrdes Stilling og af
Vokalisationen i Ursproget, skriver Thomsen i
»Sprogvidenskabens Historie» blot, at
den i 1875—76 omtrent samtidig
fremkom fra flere Sider. I Virkeligheden
blev Loven først funden i 1875 af
Vilhelm Thomsen, der fremsatte den i sine
Forelæsninger. I det følgende Aar blev
Palatalloven opdaget og formuleret
omtrent samtidig af den fremragende
svenske Sprogforsker Esaias Tegnér, af den
danske Sprogforsker Karl Verner, af
Col-litz, Saussure og Joh. Schmidt. Under
en senere i Tyskland opstaaet Strid om,
hvem der havde Førsteretten, forholdt
Thomsen sig tavs; hans fornemme
Natur har altid skyet Polemik, og da
navnlig en saadan, hvor det drejer sig mere
om personlige end om saglige Spørgsmaal.
Men Thomsens F’ørsteret til Opdagelsen
blev dog efterhaanden almindelig
anerkendt, særlig efter et af Karl Verner i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
