Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Vilhelm Thomsen. Af Arthur Christensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VILHELM THOMSEN
undersøgt, udgivet og oversat et Blad i
tyrkisk »Rune»-Skrift fra Turfan,
indeholdende et Stykke mystisk-magisk
Mineralogi. Bogstaverne i disse
Skriftstykker har en mere afrundet og kursiv Form
end i de ældre Stenindskrifter. I den
seneste daterbare Stenindskrift, der kendes i
dette Alfabet, den stærkt ødelagte,
tresproglige, uiguriske Mindesten i Kara-Balgassun
(rejst mellem 825 og 832) har Bogstaverne
en noget afrundet Form, der forudsætter
en Udvikling til Bogskrift. Dette
Mellemled er, som Thomsen paaviser, nu fundet
i de østturkestanske »Rune»-Skriftstykker.
Med hvilken utrættelig Iver og
usvækket Aandskraft den gamle Forsker
vedblivende arbejder paa det tyrkiske
Sprog-omraade, derom vidner det Bind
»Tur-cica», Studier vedrørende Fortolkningen
af de tyrkiske Indskrifter i Mongoliet og
Sibirien, som han i 1916 har udgivet
paa Fransk i det finsk-ugriske Selskabs
Skrifter. Disse Undersøgelser er at
betragte som en Art Forstudier til en
Ny-udgave af Indskrifterne, som Thomsen
paa det nævnte Selskabs Anmodning
har paataget sig at besørge.
I en vis Sammenhæng med Vilhelm
Thomsens gammeltyrkiske Studier staar
hans seneste Arbejde, Undersøgelsen af
en Inskription paa Guldfundet fra
Nagy-Szent-Miklos i Ungarn (Videnskabernes
Selskabs historisk filologiske Meddelelser,
I. i, 1917). Det drejer sig om en
nedgravet Skat, bestaaende af Skaale,
Kander etc. af Guld, som blev funden i 1799,
og som nu opbevares paa »k. k.
Kunst-historisches Hofmuseum» i Wien. Nogle
af disse Sager bærer Inskriptioner i et
ikke ellers kendt Alfabet. Flere
Forskere har prøvet paa at dechiffrere disse
Indskrifter, men Forsøgene er foretagne
uden Metode og videnskabelig værdiløse.
Der findes tillige blandt Guldsagerne en
ejendommelig ornamenteret, med
billedlig Fremstilling smykket og med et Spæn-
de til Ophængning forsynet Skaal, der
bærer en Indskrift i græske Bogstaver,
men ikke i græsk Sprog. Det er denne
Indskrift — der ogsaa har givet
Anledning til flere mislykkede
Tydningsfor-søg —, som Vilhelm Thomsen nu
undersøger med det Skarpsind og den
metodiske Sikkerhed, som er ham egen.
Han begynder med — hvad de Forskere,
der tidligere har behandlet Indskriften,
har forsømt — at fastslaa de græske
Bogstavers Lydværdi i den byzantinske
Periode, fra hvilken Indskriften stammer,
og efter saaledes at have bestemt den
nøjagtige Læsemaade, tyder han
Inskriptionen paa følgende Maade: »Zoapan
(Titel: Fyrste, Statholder e. 1.) Buila har
fuldendt Skaalen, (denne) Drikkeskaal,
som af Zoapan Butaul er bleven
indrettet til at hænge op». Sproget er en
tyrkisk Dialekt, som Thomsen nærmere
bestemmer som den, der taltes af
Bulgarerne, før de antog slavisk Sprog.
Skaalen og hele Guldskatten er bleven
nedgravet i Slutningen af det 9.
Aarhundrede, da Magyarerne med uimodstaaelig
Vælde trængte frem og gjorde Ende paa
Bulgarernes Herredømme i dette Land.
For enhver Videnskabsmand, der
tilhører en Nation, hvis Sprog kun er lidet
kendt i Verden, rejser sig det
Spørgsmaal: paa hvilket Sprog skal jeg skrive?
Spørgsmaalet er i de sidste Aartier
vokset op til et internationalt Problem. I
stadig stigende Grad benytter
Videnskabsmænd af de forskelligste
Nationaliteter, Russere, Finner, Ungarere,
Japanere o. s. v., sig af deres Modersmaal.
Man synes at være kommen ind i en
Udvikling, der maa føre til, at en
Videnskabsmand maa lære en Snes fremmede
Sprog for at kunne følge med paa sit
Omraade. Mere og mere paatrænger
sig derfor Tanken om, hvorvidt det er
muligt at skabe et Videnskabens
Fælles-sprog, der kan overtage den Rolle, som
347
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
