Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Vigelands fontæne. Av Hans Dedekam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VIGELANDS FONTÆNE
höre det suse i det lille furutræ som var
knortet, vridd og veirbitt. Han syntes
synd i det som måtte stå ute i mörket
og bli blåst på — og önsket det ind
til sig. Av og til syntes han han selv
var det træ som stod deroppe utover
fjellkanten i storm.
Også i senere år har fontænetrærne
suget næring fra kunstnerens liv. Det
træ under hvis krone den slumrende
kvindeskikkelse sitter har enkeltheter
som er formet efter studier av trær
Vigeland tegnet i sin skissebok våren 1896
på veien fra Fiesole til Firenze. Det
var fantastisk voksete oliventrær, hvorav
det ene lignet et underlig firbenet
forhistorisk dyr med lang hals, et andet
hadde knortete grener der så ut som
fantastiske dyrehoder. Træk fra disse
trær gjenfindes i det nævnte broncetræ.
Enhver stor kunstner gir sine verker
liv av sit liv. Men et verk, hvori en
stor kunstner har koncentreret så meget
av det bedste han har at gi som
Vigeland i sin fontæne, det hörer til
sjelden-heterne i kunstens historie. Også i denne
henseende er fontænen et merkelig og
enestående verk.
Ord och Bild har tidigare meddelat en uppsats av Jens Thiis om Gustav Vigeland (1904
sid. 99—116).
421
STENGRUPPE.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
