Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Jeppe Aakjær. Av Fredrik Vetterlund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JEPPE AAKJÆR
Men dessförinnan är novellen full av
deras ungdomsminnen (som de väl
egentligen själva skulle berätta, men som
författaren, midt i sin egen berättelse,
berättar för dem). Oxdrivarnas liv, äventyr
med landsbefolkningen och med hedens
vilda tattare, som i forna dagar synas ha
svårt härjat på Jylland, typer och händelser
i rätt skiftande mångfald med allvarlig
eller humoristisk ton, och hedens, naturens
eget liv — detta finns där. Ett stycke
målarprosa, skildringen av ett oväder fram
mot morgonen efter en praktfull
sensommarnatt, må anföras pä originalspråk.
— — Der forberedtes et Omslag i
Vejret. Stjernerne havde alle lukket sig
inde. Himlen var saa underlig graaset i
Farven, og Frøerne gjorde de mærkeligste
planløse Spring hid og did, som vidste de
i deres Angst ikke, hvor de turde være.
Da gik der med engang en Skjælven
gjennem de mørke Masser, som om Lyngen
skuttede sig i Nattekulden.
Vinden rejste sig som et fjernt Sus
Vesterude og løftede sig til Vejrs under
nogle sære, pibende Lyde — — Med eet
blæste Vinden til med Munden fuld; hver
Lyngdusk summede med i det mægtige
Orgelsus.
Saa fulgte nogle Sekunders Blikstilhed,
i hvilken Rummet fyldtes med et
uhyggelig, alt udviskende Mørke.
Wolle og Buhmann havde med et Ryk
rejst sig op i Lyngen under spændt Lytten.
Pludselig gik en Ildkugle i en stolt
tegnet, glødende Bue hen over Sydhimlen
og sprang med et rasende Skrald ude i
Østens Skyer.
De to overtroiske Menneskers Rædsel
havde nu naaet Kogepunktet.
»Saa du det?» hviskede Wolle med
hemmet Mæle og rejste sig halvt op i
Knæerne som en Hare, der ængstelig staar
paa sine Bagben.
»Ja!» hviskede Svenskeren »her er
ikke videre hyggeligt, nej; men vi maaste
tove her alligevel, til Maanen kommer op.»
Svenskeren strakte sig atter ud i Lyngen,
men al Sovn var nu blæst bort fra Wolles
Øjne, idet hele hans Opmærksomhed
fangedes af en tungt rullende Larm, der
steg frem ude i Sydvest og væltede i
stigende Styrke hen over den sorte
Lyngørken.
Først lød det, som naar mange Heste
Fot. Elmgaard.
JEPPE AAKJÆR. I902.
galopperer af Sted for lose Liner; men
da det kom nærmere, hortes det, som jog
det i Luften og ikke paa den lyngdækte
Jord. Og nu maatte man snarere tænke
paa stormjagede Flokke af tunge Fugle,
hvis favnelange Vinger tornende slog imod
hverandre under Flugten. Snart lød det,
som var det højt oppe, hvor Mørket
ligesom sammenpressedes ved deres Fjedres
Susen, snart var det igjen dybt nede, som
piskede de Lyngen med deres Vingers
Spidse.
Hele det mørke Himmelrum girede,
hvislede, peb og summede, saa det var
ganske forfærdeligt for de to Stakler at
høre paa.»
De tro också, att det är intet mindre
än Åsgårdsrejen, Odins vilda jakt, varom
sägnen ännu lever i norden. —
Men det mesta av novellerna innehåller
olyriskt vardagsliv, duktiga situationsbilder,
typer, kunde man kanske säga, i träskulptur,
humoristiskt och framförallt karaktärsfullt
utförda. Vilken bild av en genomsnål
bonde ges inte i »Baggaarden og dens
485
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
