Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Magnus Olsen. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS OLSEN
Magnus Olsen mangler fantasi. En forsker
paa hans omraade kan mindre end de fleste
andre komme nogen vei uten fantasiens
hjælp. Og Magnus Olsen kan kombinere
og slutte med samme dristighet som Bugge.
Men selve hans grund-opfatning synes
varsommere, selve utgangspunktet for hans
un-dersökelser virker, som om der er mindre
fantasi i det. Og han er kanske
forsiktigere med sine slutninger, venter længere,
för han gir dem, er mindre umiddelbart
i sin fantasis magt. Denne beherskede
art kan ha mindre charme end Bugges;
det er, som om den ikke stiler saa höit.
Det gjör den dog i virkeligheten, selv om
den her og der forsager en vovsom flugt.
Magnus Olsens fremstilling er altid lysende
klar, den förer meget med sig paa sin
brede, kraftig svungne linje, og maalet er
usvigelig det samme som hos Bugge: per
ardua ad astra, til kjendsgjerninger, der vi
för ingen hadde, til sammenhæng, der vi för
ingen saa, til lys i mörket. Og paa den
vei kommer man ikke frem uten i
fölge-skap med sin fantasi. —
Nu skal jeg gjennem et par exempler
gaa nærmere ind paa Magnus Olsens
studier. Jeg vælger först den ypperlige
avhandlingen »Om trollruner», utgit i
tidsskriftet »Edda» og i den svenske skriftserie
»Fordomtima» (1916).
Otto von Friesens arbeide »Om
runskriftens härkomst» har git beviset for, at
de germanske runetegn er opstaat mellem
gotiske folk i egnene nord for Det svarte
hav, paa grundlag av græsk (og tildels
latinsk) bokstavskrift. Otto von Friesen
lægger sterk vegt paa runernes praktiske
betydning i det daglige liv, i
forretningslivet og administrationen. Magnus Olsen
mener, at det germanske rune-alfabet er
dannet til magisk bruk. Hvor han finder
runeraden i nordiske indskrifter, tror han,
den staar der for at værne med sin
troll-domsmagt, ser han den som
koncentrationen av samtlige runers magiske kraft.
Og langt ind paa »dagliglivets» omraade
forfölger han rune-magien. Naar han læser
paa rune-stenene, at »jeg N. N. skrev disse
runer efter N. N.» — saa ser han i
ordene mere end en minde-indskrift: »Vi
maa tænke os, at runemesteren, ved at
forsyne gravstenen med indskrift, i kraft
av den runerne iboende magiske virkning
likefrem utöver en handling, hvorved gra-
ven fredes ved at stilles under
guddommelig vern». Runerne er jo, ifölge
Fyrunga-indskriften og Havamal, »de fra de raadende
magter stammende» tegn.
I avhandlingen »Om trollruner» gaar
Magnus Olsen imidlertid först og fremst
ind paa den til runernes bruk knyttede
tal-magi. Han begynder med at nævne,
at i Romerriket (soin gav germanerne deres
»bokstaver») spillet skrifttegnenes tal en
rolle, naar man anvendte dem til magiske
indskrifter. Troen paa tallets magt finder
han igjen i nordiske rune-mindesmerker.
Dette forhold bestyrker selvfölgelig hans
mening, att runeskriften allerede i sin
oprindelse har haft trolldomsformaal, gjör
ham tryggere paa, at der er sammenhæng
mellem middelhavsfolkenes og germanernes
skrifttegn, ikke bare i det ytre, i formen,
men ogsaa i det indre, i skriftens hele
væsen.
De tal, Magnus Olsen denne gang
fremhæver i nordiske rune-indskrifter, er
2‡ og 16. Disse tal koncentrerer, som
selve det samlede rune-alfabet, runernes
magiske kraft. Ti alfabetet bestod
oprindelig av 24 runer, senere (efter aar 800)
av 16.
Nu læser man paa et vævspjeld fra
Lund i Skaane: »Sigvors Ingemar, han vil
faa ulykkes-graat». Det er tydelig
runeristerens önske, at Ingemar skal lide skade.
Det viser sig, at han har brukt 24 runer
til indskriften: tallets styrke skal virke i
den forönskede retning; det er
trolldoms-runer, vi har for os.
Paa en vævske av ben fra Trondhjem
staar der: »Jeg elsket möen; jeg vil ikke
plage Erlends stygge hustru; som enke
skulde hun passe mig». Til indskriften
medgaar 24+16 tegn. Det er
runeristerens mening at fremskynde den dag, da
Erlends hustru, som han engang har elsket,
er enke og atter kan »passe» ham.
Tallenes kraft skal tilföre runerne öket styrke.
Paa en kobberdaase fra Sigtuna findes
en indskrift, hvor Otto von Friesen ser en
lignende tal-magi. I 40 tegn (24+16)
uttales her en forbandelse over den, som
röver gjenstanden. Ordene er ordnet i
versrader, og det versemaal, som er brukt,
er velkjendt fra islandsk litteratur. Det er
det samme metrum, som bl. a. anvendes i
»löse vers» av satirisk indhold, i
»nidviserne».
495
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
