Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Danske Romaner og Fortællinger. En Oversigt. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL BEHRENS
martin andersen nexø.
Havet. Martin Andersen Nexø har i
Ditte Menneskebarn givet Eugenia en
dansk Medsøster, den lille forsømte Ditte,
hvis Moder ogsaa hundser hende og som
kun hos gamle Mormor finder Tilflugt for
sit Barnehjærtes hede Trang til Ømhed og
Kærlighed.
Andersen Nexø ejer en ganske sjælden
Evne til at berette en saadan
Husmands-historie, saa vort Hjærte krymper sig
samtidig med hans lille Heltindes. Hun er
virkelig en Heltinde i sin Udholdenhed, i
sit retsindige Hjærtes Længsel efter lidt
Godhed. Naar hendes Barnesjæl vaander
sig, naar hun føler Meningsløsheden og
Tomheden i sin Tilværelse og længes efter
varme Hænder, efter en Moder, der vil
tage hende ømt ind til sig, er der næppe
den, som ikke forstaar hende og føler med
hende. Hendes Moder er som Eugenias
Moder — hun faar kun Knubs og haarde
Ord fra den Kant. Og det som hun saa
haardt savner: »en Moders Langmodighed»,
maa hun selv yde overfor tre byrdefulde
Unger, der ikke var stort mere hjælpeløse
end hun selv, men forud for hende besad
det at være hendes Moders lovformelige
Børn i Ægteskab.
Scenerne i denne »Barndom» brænder
sig ind i vor Erindring — opridsede med
svidende Sandhed, med noget af en
Agitators Hensynsløshed, men alligevel aldrig
udover den Grænse, som skiller Digtning
fra Agitation. Livet i Bedsteforældrenes
Hytte har Oprindelighedens fulde Præg. I
Dittes Opdagelse af Verden og Livet gives
der det fællesmenneskelige en ny Tydning;
hendes smaa Glæder og store Sorger
vækker vor Deltagelse, hendes lille Verden
med dens snævre Horisont bliver for et
Øjeblik vor egen. Men med samme
Forventning maa nu saavel Dittes som Eugenias
Fremtidsskæbne imødeses — begge staar
endnu kun paa Tærsklen til Livet, og deres
Horoscop vover Læseren endnu ikke
af-görende at tegne efter denne Indledning.
Medens Emil Rasmussen og Andersen
Nexø saaledes gerne tumler med
sammensatte Menneskeskæbner fra Vugge til Grav,
har Knud Hjortø stadig haft sin Styrke i
den korte Fortælling. Hans Produktion,
der strækker sig over en Snes Aar, er
omfattende nok, tæller det samme Antal Bøger
som Aar, men populær er han ikke bleven.
Der er noget skematisk ved hans
Digtning — den minder om en Ligning med
flere Ubekendte, der løses med Accuratesse
— intet Hexeri, kun Behændighed.
Dette er i udpræget Grad Tilfældet
med hans seneste Fortælling Tvelys, der
er et Experiment, et Kunststykke af
Behændighed egentlig mere end et Kunstværk,
men gennemført med en beundringsværdig
Stringens og Formævne. Det er en Art
Drømmespil, men uden de Strindbergske
Blink af Genialitet. Henrik Horvald, en
ung politisk interesseret Månd, der har
udført et stort praktisk Arbejde med
Jordudstykningen, bliver af en Direktør og en
Folketingsmand opfordret til at stille sig
til Folketinget, skønt hans Standpunkt
ligger temmelig langt borte fra det politiske
Parti, hvis Kandidat han skal være. Men
han antages at være i Besiddelse af »en
vis Smidighed, en Evne til at se en Sag
fra mere end een Side». Alligevel vil han
hævde sit Standpunkt: »Det er dog godt
at kunne sige om sig selv: jeg ved, at
mine Hænder er rene». Han er bange for,
at hans Sjæl skal tage Skade, selv om
Tilbudet er fristende, da han nu vil kunne
tilbyde sin forlovede en Stilling, hun vil
være tilfreds med.
Men saa kommer Natten, og i
Drømmens Tvelys faar Henrik Horvald ligesom
et Kursus i hele sit Liv, fra Barndommens
Dage til nu, da han staar i Begreb med
556
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
